Er det dig, der skal til Rio?

Danske Spil savner to vindere, der har vundet en rejse for to til OL i Rio med 100.000 kroner i lommepenge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Bor du i Faxe Ladeplads, eller har du kørt gennem byen for nylig? Og har du spillet om en OL-rejse med 100.000 kroner i lommepenge? Så er det måske dig, Danske Spil leder efter.

Kuponen er købt i SuperBrugsen i Faxe Ladeplads. Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse. 

Men du skal skynde dig at kigge dine skuffer igennem, for fristen for at indløse rejsen udløber onsdag den 15. juni.  

Alle onsdage i marts og maj har Danske Spil trukket lod blandt alle danske præmiegivende rækker i Onsdags Lotto om rejser til OL i Rio. Med lommepenge. I alt 39 danskere har haft heldet med sig, og de kan nu tage en ledsager med og sætte kursen mod OL i Rio.

Ville være drønærgerlig at gå glip af den fantastiske rejse

Men det er ikke alle, der har husket at få tjekket sin kupon. 

- Vi mangler at høre fra to af de heldige vindere. Det drejer sig om en vinder fra Vejle og en vinder fra Faxe Ladeplads, siger Morten Hedegaard, kommunikationskonsulent i Danske Spil.

Den anden vinder har købt sit spil i Vejle. 

- De to vindere har vundet i trækningen den 25. maj, men de ved endnu ikke, de har vundet. Den besked får de først, når de præmiesøger deres spil hos en forhandler. Og det har de endnu ikke gjort. Vi håber, de ser denne efterlysning og henvender sig. Det ville være drønærgerlig at gå glip af den fantastiske rejse til OL i Rio. Vi krydser fingre og håber at høre fra dem snart, siger han.

Hvis ikke du når at indløse gevinsten inden den 15. juni, så er det kun din OL-rejse, der går tabt. Pengene har du et helt år til at indkassere. 


Nyhedsoverblik