"En blanding af S, V og EL ville være optimalt"

Dorte Heuser, 40 år, økonoma, bor i Faxe Kommune

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ved du, hvad du stemmer til kommunalvalget?

Nej, ikke endnu. Jeg ved, hvad fløj jeg er til, men jeg har ikke lagt mig 100 procent fast på, hvad jeg skal stemme på.

Stemmer du parti eller personligt?

Jeg kommer til at stemme på et parti, for jeg har ikke sat mig godt nok ind i valgkampen til, at jeg ved, hvad de forskellige kandidater står for.

Hvordan finder du ud af, hvem du skal stemme på?

Jeg skal læse lidt i aften (mandag red.). Vores lokalavis havde i sidste uge nogle små præsentationer af kandidaterne, og dem har jeg gemt, så dem skal jeg læse i aften, så jeg kan se, hvad de forskellige mærkesager er. Jeg har også overvejet at prøve en kandidattest for at se, hvem jeg er enig med. Jeg hører tit om folk, der er sikre på, hvad de skal stemme, og når de så prøver en test, lander de på noget helt andet. Det kunne være meget sjovt at se, om jeg er mest enig med dem, jeg tror, jeg er enig med.

Hvad lægger du vægt på, når du skal afgøre, hvem din stemme skal gå til?

Jeg har selv 2 børn i skolealderen, så jeg lægger vægt på skole-, ungdoms- og uddannelsespolitik. Der kommer jo en ny skolereform om kort tid, og der er jeg interesseret i, om pengene kommer til at følge barnet i hele den her inklusionsdebat. Samtidig er der normeringerne i klasserne, og så synes jeg, at det er rigtig problematisk, at der flere steder ikke er penge til nye bøger og til at investere i ny teknologi. Jeg går også op i ældrepolitik. Jeg har selv 2 gamle forældre, der mærker, hvordan der er skåret ind til benet på området, og jeg bliver jo også selv gammel en dag. Derudover synes jeg, det er vigtigt, at der er fokus på vækst og på at skabe arbejdspladser, så vi kan få gang i hjulene igen.

Hvad skulle en politiker stå for, hvis vedkommende var optimal i forhold til dine interesser?

Jeg tænker en god portion Socialdemokratiet med en masse af deres mærkesager omkring velfærd, ældre og uddannelse, og så tænker jeg en lille smule Venstre. De er gode til at skabe vækst i erhvervslivet, og så tænker jeg, at der også skulle være noget Enhedslisten, som har et meget humanitært menneskesyn, som jeg godt kan lide.

Hvad betyder det for dig at stemme?

Det betyder rigtigt meget. Det er en pligt, vi har som borgere i et demokratisk samfund. Ellers kan vi overhovedet ikke tillade os at brokke os. Jeg synes, det er rigtigt ærgerligt, hvis valgene ikke går den vej, jeg stemmer, men jeg har i hvert fald gjort mit ved at give min mening til kende, og så må jeg respektere demokratiets gang.


Nyhedsoverblik