Elever demonstrerer mod små børn på skolen

Faxe Kommune har planer om at flytte vuggestue- og børnehavebørn ind på Karise Skole, men det demonstrerer blandt andre 6. klasserne imod onsdag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er ikke nogen god ide at flytte vuggestue- og børnehavebørn ind på Karise Skole. Det mener en flok elever fra skolens 6. klasser, som onsdag demonstrerer mod politikernes planer.

- Vi har snakket om det i elevrådet, og vi har også snakket med lærerne, men de kan ikke hjælpe os, så vi har måttet tage sagen i egen hånd, siger Mads Gert Pedersen, der selv går i 6.b.

Ingen legeplads, høje vinduer og mobning

Han og klassekammeraterne synes, ideen om de små børn på skolen er dårlig, fordi der ikke kan laves en legeplads til dem, og fordi vinduerne er så høje, at de ikke kan se ud.

- Og de små børn i vuggestuen sover udenfor og vil blive vækket af os, der larmer, siger han, men der er også et hensyn til dem selv at tage.

- Det betyder, at der skal flyttes en masse rundt på, hvor de forskellige årgange går, og vi kommer til at skulle være sammen med de store elever, og det kan godt betyde, at vi bliver mobbet.

Håber at samle 20-30 elever

Han håber at kunne samle 20-30 elever ved Super Brugsen i Karise i løbet af onsdagen, så de sammen kan vise, at de er utilfredse med planerne.

Udover Børnehuset skal også Tandhjulet SFO flytte ind på skolen. Der er høringsfrist på forslaget 17. april. Du kan læse mere om planerne her.


Nyhedsoverblik