Elever demonstrerede mod skoleflytning

Elever og forældre demonstrerede tirsdag aften i Rønnede mod at samle de ældste elever fra Midtskolen i Faxe Kommune i Haslev.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Forældrene og elever var i dag på gaden i Rønnede for at demonstrere mod Faxe Kommunes Midtskoles planer om at samle alle overbygningselever i Haslev.

Tidligere på dagen afleverede de demonstrerende 1700 underskrifter mod planerne til politikerne i Uddannelsesudvalget i Faxe Kommune.

Forslaget om at samle eleverne kommer fra skolens skolebestyrelse som reaktion på, at 10-12 elever hvert år tvinges til at skifte skole for at få klassekvotienterne til at gå op.

Men forslaget vil betyde døden for deres små bysamfund, mener forældrene, der er stærkt imod planerne.

- Vi er meget nervøse ved den proces, som skolebestyrelsen har skudt i gang. Vi har været meget utilfredse med den proces, der har været, og vi vil gerne opfordre til dialog i spørgsmålet, siger Dorthe Egede Borg, der er mor til to børn på skolens afdeling Bavne i Dalby.

Også eleverne ser flytningen som en dårlig ide.

- Vi er meget utilfredse med forslaget, som vil ramme vores hverdagsliv meget hårdt. Den ekstra transporttid, der vil komme ud af forslaget, vil også gå direkte ud over vores muligheder for at deltage i fritidsaktiviteter. Vi vil meget gerne blive på vores skole – og det håber vi, at politikerne vil lytte til, siger Sarah Rolf Petersen, der er formand for eleverne på skolens afdeling Bavne i Dalby.

Formanden for Uddannelsesudvalget i Faxe Kommune, Jonas Kristinsson (V) vil dog endnu ikke berolige de urolige elever og forældre.

- Vi lytter naturligvis til det, der bliver sagt fra elever og forældre. Men vi er ikke engang begyndt at behandle spørgsmålet politisk endnu, og har heller ikke hørt embedsmændenes holdning til forslaget endnu, siger han. Han fastslår samtidig, at der næppe kommer en beslutning i spørgsmålet før sommerferien.

 


Nyhedsoverblik