Drømmen er løbehjul - 19-årige Kristian fra Haslev kører sig på Danmarks første landshold

For 19-årig Kristian Madsen fra Haslev drejer det meste sig om løbehjul. Nu er en drøm gået i opfyldelse. Han skal køre på det danske landshold.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det hele startede med videoer på YouTube.

Kristian Madsen og en kammerat blev inspireret af en dygtig løbehjulskører.

- Vi tænkte hvorfor ikke. Det så ret sygt ud, siger Kristian Madsen.

Han har kørt på løbehjul i seks år, og nu er én af hans helt store drømme gået i opfyldelse. Han har nemlig kørt sig ind på det allerførste landshold for løbehjul i Danmark, efter han kom i top syv til Danmarksmesterskabet.

quote Jeg har aldrig haft sådan en følelse før

Kristian Madsen, løbehjulskører

- Jeg har aldrig haft sådan en følelse før. Det var simpelthen så fedt, siger Kristian Madsen.

Sponsor: - Det er dybt seriøst

Mange har sikkert prøvet at køre på løbehjul før. Måske som børn eller på en storbyferie. Disciplinen, Kristian Madsen konkurrerer i, er dog væsentlig anderledes. Her handler det nemlig om både adrenalin, fart og tricks.

- Det er dybt seriøst. Vi forventer faktisk, at sportsgrenen kommer til at bære frugt internationalt. Der findes jo verdensmesterskaber inden for løbehjul, siger Lars-Henrik Engel, der er ejer af løbehjulsbutikken Scootmekka i Brande.

Lars-Henrik Engel fik hurtigt øje på den unge sydsjællænder og tilbød ham en sponsoraftale.

- Det er hans kørerstil og hans personlighed. Det tiltrak os rigtig meget, så jeg spurgte ham, om han ikke ville køre for os, og det indvilgede han i med det samme, siger Lars-Henrik Engel.

Et par gode råd

Det næste halve år er planen, at Kristian Madsen skal træne på løbehjul og leve af at undervise. Senere vil han tage en uddannelse som pædagogisk assistent ved siden af den tohjulede drøm. Og han har et par gode råd, hvis man selv vil i gang på de to små hjul.

Læs også
Jonas kæmper med ADHD - løbehjulet blev hans frirum
Læs også
Jonas kæmper med ADHD - løbehjulet blev hans frirum

- Man skal ikke være en kylling. Kom ned og find den lokale skatepark og kom med et smil på læben, siger Kristian Madsen.

Danmarks første landshold blev lanceret den 3. juli og kommer til at bestå af en trup på 27 unge kørere fra hele landet.


Nyhedsoverblik