Danmarks smukkeste vandmølle skal kåres - Blåbæk Mølle ved Faxe har gode chancer

17 vandmøller kæmper om titlen som Danmarks smukkeste vandmølle. Blåbæk Mølle ved Faxe har gode vinderchancer, vurderer ekspert.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Engang prydede flere tusinde vandmøller det danske landskab. Nu er der kun omkring 30 velfungerende vandmøller tilbage.

- De tørrer ud og rådner, hvis de ikke får nok vand til at køre rundt. Flere af dem er truede, forklarer Johan Hage, projektleder i organisationen Historiske Huse.

Derfor har organisationen Historiske Huse valgt at udskrive konkurrencen Danmarks smukkeste vandmølle for netop at sætte fokus på de få velbevarede vandmøller, der er tilbage.

quote Det er et kæmpe kompliment til vores arbejde

Steen Nielsen, Blåbæk Vandmølle

- Vi håber, at almindelige mennesker får øjnene op for de her smukke steder og kommer ud og besøger dem. Og så håber vi også, at kommuner og myndighederne tænker, nå ja, her er noget kulturarv, som vi skal huske at passe på og tage hensyn til, så vandmøllerne får den vandtilførsel, der er nødvendig for at bevare dem, forklarer Johan Hage.

En gammel, velbevaret mølle

Et panel på seks eksperter har nomineret 17 vandmøller rundt omkring i Danmark. Blandt dem er én vandmølle fra vores region – nemlig Blåbæk Mølle ved Faxe Å.

- For det første er det en meget gammel, velbevaret mølle fra midten af 1400-tallet. Den ligger et sted, hvor der er rigtig meget vand, så den er også holdt i funktion. Og så har den et dobbeltkompleks med både vand- og vindmølle, forklarer Susanne Jervelund, der er formand i Dansk Møllerforening og med i konkurrencens ekspertpanel.

Mølleporten i Stege
Læs også
Historisk mølleport skal restaureres for 10 milioner kroner
Mølleporten i Stege
Læs også
Historisk mølleport skal restaureres for 10 milioner kroner

Derudover har Blåbæk Mølle noget ret unikt, som ingen af de andre nominerede vandmøller kan prale af. Den har nemlig to vandhjul, hvor det ene blev brugt til at male korn, mens det andet blev brugt til at stampe stof. Stampningen gjorde, at stoffet fik en ensartet struktur.

- Netop stampemøllen har vi næsten ikke nogen tilbage af. De er nærmest væk alle sammen, desværre, fortæller Susanne Jervelund.

VIDEO: Se alle de nominerede i konkurrencen.

 

En af de ældste

Blåbæk Mølle er også en af de ældste vandmøller på listen af nominerede. De tidligste optegnelser af vandmøllen stammer fra 1472, men den er sikkert endnu ældre end det. Den nuværende ejer, Steen Nielsen, købte møllen fra sine forældre i 1992, og den har været i familien i fire generationer.

Steen Nielsens oldefar købte møllen tilbage i 1870. Derfor er det da også med en vis portion stolthed, at møllen nu er blevet nomineret til Danmarks smukkeste.

quote Man hører aldrig om nummer to, så det ville da være rigtig fint, hvis vi blev nummer et

Steen Nielsen, Blåbæk Vandmølle

- Jeg synes, at det er rigtig spændende, at vi er blevet valgt ud. Personligt har vi jo gjort et stort stykke arbejde i at vedligeholde møllen i den gamle stil, så det er dejligt, at det bliver bemærket. Det er et kæmpe kompliment til vores arbejde, siger Steen Nielsen.

En unik mølle med gode vinderchancer

Og spørger man Susanne Jervelund, der har været med til at nominere Blåbæk Mølle, kan møllen i Faxe have gode chancer for at vinde.

- Det er meget unikt, at Blåbæk Mølle både har kornmølle og stampemølle. Og så ligger den også i et område, hvor der kommer mange mennesker, så den kunne sagtens have gode chancer for at vinde.  

Steen Nielsen håber selvfølgelig, at det bliver lige netop hans mølle, der løber med sejren.

- Det er ligesom at være med i hundredemeterløb. Man hører aldrig om nummer to, så det ville da være rigtig fint, hvis vi blev nummer et. Men det er jo op til den almene befolkning at beslutte.

Nylands Mølle
Læs også
Fem års arbejde slut:
153 år gammel mølle står klar igen
Nylands Mølle
Læs også
Fem års arbejde slut:
153 år gammel mølle står klar igen

Konkurrencen løber fra 11. november og frem til 24. november, hvor danskerne kan stemme på deres favorit på historiskehuse.dk. Her kan man også se filmklip, der præsenterer samtlige mølleanlæg. Vinderen bliver offentliggjort den 25. november. 

Hvis du skulle have fået lyst til at give Blåbæk Mølle et besøg, oplyser Steen Nielsen, at møllen er åben for besøgende den 1. december fra klokken 10-16, hvor han og hans kone holder julestue med gløgg og æbleskiver.

- Så viser jeg møllen rundt en tre-fire gange i løbet af dagen, hvor jeg fortæller møllens historie og kører med kværnene og maler mel, siger han.


Nyhedsoverblik