Nye skinner på den nedslidte Østbane vil bringe togene tilbage på sporet med 100 kilometer i timen og en rejsetid på omkring 60 minutter fra stationerne i Rødvig og Faxe Ladeplads til København.
Politisk er der enighed om at renovere skinnerne, men pengene mangler fortsat. Derfor kører togene på tiende måned i sneglefart for ikke at slide det sidste af skinnerne helt væk.
Spørger man i den socialdemokratiske gruppe i Faxe og Stevns kommuner, er det vigtigt, at der bliver sikret en solid finansiering fra staten til Østbanen, som ikke er et lån. Et lån vil betyde, at Region Sjælland, der har ansvaret for banen, vil skulle skære andre steder.
- Hele det sydøstlige Sjælland skal ikke hægtes af udviklingen, når vi alle er enige om, at vi skal have et Danmark, som hænger sammen, siger Christina Birkemose (S), der er 2. viceborgmester i Faxe Kommune.
Hun peger blandt andet på banens betydning for de unge i både Faxe og Stevns Kommuner.
- Vores unge skal også have mulighed for at vælge, hvad de vil være, når de bliver store. Vi har ikke ungdomsuddannelser i vores kommune, så de er afhængige af Østbanen for at kunne komme til Køge. Det er også et spørgsmål om logistik og erhvervsliv, at Østbanen fungerer.
Vores unge skal også have mulighed for at vælge, hvad de vil være, når de bliver store
Skal mødes med Transportudvalget
Men det er også nødvendigt at tale om mere end blot penge til nye skinner, hvis Østbanen i fremtiden skal være førstevalget for pendlere, der ellers i stor udstrækning har vendt sig mod bilen, mener Christina Birkemose.
Hun drager sammen med partifællerne Steen S. Hansen (S) og Henning Urban Dam (S) fra Stevns Kommune til Christiansborg på tirsdag i næste uge, hvor de har fået foretræde med deres ærinde for Transportudvalget. Dels for at tale finansiering, dels for at tale om det, de mener, Østbanen fortsat mangler.
Udvidelser af jernbanen omkring Køge og en ekstra perron på byens station skal gøre rejsetiden kortere og sikre nemmere skift mellem Østbanen og tog til det øvrige Sjælland, og det er afgørende for Østbanens fremtid, mener socialdemokraterne fra Stevns og Faxe.
Forslaget skal ses i lyset af de investeringer, som senest er sendt i retningen af jernbaneudviklingen på det østlige Sjælland, uddyber Steen S. Hansen fra Stevns Kommune.
- Der er investeret godt 12 milliarder kroner i udvikling af jernbanen på Østsjælland de seneste år mellem København, Køge og Ringsted samt moderniseringen af Lillesydbanen. Dette bør også komme borgerne fra Stevns og Faxe kommuner til gode, siger han og tilføjer:
- Det drejer sig om at fremme den grønne transport. Og spørgsmålet for os er, hvad mangler for, at vi får det fulde potentiale i Østbanen.
VIDEO: Både pendlere og lokale politikere er trætte af Østbanens tilstand, fortalte de i oktober sidste år.
Udfordringer for smidig overgang
I nær fremtid skal togene på Østbanen fortsætte til Roskilde, hvilket vil skabe udfordringer for en smidig overgang mellem tog på Køge Station, påpeger Steen S. Hansen.
Dette skyldes dels mangel på en ekstra perron i Køge samt behovet for dobbeltspor på en del af strækningen fra Køge Station til nord for Ølby Station.
Det vil også aflaste motorvejen, for det bliver attraktivt at tage toget til København igen
- Det drejer sig om bedre offentlig transport for 35.000 borgere, for hvem Østbanen er en livsnerve i den kollektive transport, understreger socialdemokraten fra Stevns.
- Det vil også aflaste motorvejen, for det bliver attraktivt at tage toget til København igen.
Renovering er nødvendig
En samlet række forbedringer til et dobbeltspor mellem Køge og Køge Nord samt en ekstra perron i Køge vil koste et sted mellem 100 og 200 millioner kroner.
Den allerede vedtagne renovering af Østbanen er således ifølge socialdemokraterne i Stevns og Faxe kommuner en forudsætning for deres forslag til at gøre Østbanen endnu bedre.
- Vi er ude efter, at vi får en Østbane, der fungerer, siger Christina Birkemose og tilføjer:
- Hvis det betyder, der skal udvides med spor med videre, så er det, det der skal til.
Drømmer om "at køre i en Tesla"
Tidligere har Region Sjælland draget en analogi til en gammel bil, der trods god service ikke kan mere, når problemet med Østbanen har skullet forklares til den brede offentlighed. Den parallel kan også bruges til at forklare ambitionerne i Faxe og Stevns.
For selvom man i Faxe og Stevns vil blive glade for en ”god ny bil”, så handler mødet med Transportudvalget ifølge Christina Birkemose om at sætte ambitionerne for den kollektive transport.
- Vi vil være meget tilfredse med at køre i en tidssvarende bil, men vi drømmer klart om at køre i en Tesla. Ambitionen må være, at jo mere ambitiøst, dets mere fremtidssikret er Østbanen.
Ret beset beder socialdemokraterne således om flere penge til en jernbane, der endnu ikke har fået bevilliget den første krone til sin fremtidige eksistens – skinnerenoveringen på 510 millioner. For trods enighed i regionsrådet om, at Østbanen skal renoveres, er pengene til de nye skinner dog langt fra sikret.
Regionsrådet i Region Sjælland vedtog 24. juni, at Østbanen skal have nye skinner. Siden har både regionen og borgmestrene i de tre kommuner, banen forbinder, forsøgt at appellere til politikerne på Christiansborg om at bevillige de 510 millioner kroner, banerenoveringen vil koste.
Derfor handler foretrædet også om at vinde gehør blandt politikerne i udvalget for de 510 millioner kroner, som mangler til nye skinner, men præmissen er ikke at tage fejl af.
- Vi ser sporrenoveringen af Østbanen som en forudsætning, fastslår Steen S. Hansen.