¨

Butik fejrer 130 års fødselsdag: Omrejsende jyde startede stolte traditioner i Haslev

01:08

J.Jespersen-Skree (til højre) åbnede forretningen i Haslev i 1890.

I Haslev har man i 130 år kunnet købe herretøj på hjørnet, hvor Jernbanegade og Vestergade mødes.

I Haslev ligger en tøjbutik med stolte og årelange traditioner.

Herretøjsforretningen, som i dag drives af Bjarne Simonsen, har ligget på hjørnet af Vestergade og Jernbanegade i 130 år.

I 1890 blev butikken grundlagt af den jyske uldhandler J. Jespersen-Skree, og siden har det været muligt at købe bukser og skjorter på hjørnet i Haslev.

Virkelighedens Mads Skjern

Det lyder som første afsnit af tv-serien Matador: En omrejsende jysk tekstilhandler kommer med toget til en sjællandsk provinsby og ser sit snit til at åbne en god forretning.

Men det er også den virkelige historie, der ligger bag etableringen af den traditionsrige herretøjsforretning i Haslev.  

 Artiklen fortsætter under billedet.

Bjarne Simonsen fejrer, at der i 130 år er blevet solgt herretøj i hans forretning i Haslev. Foto: Bue Bukh - TV2 ØST

- Købmanden, Jespersen, der står der i døråbningen, var en såkaldt uldjyde, som tog rundt med toget med bylten på nakken med varer, han havde købt hjemme omkring Herning, hvor al tekstilproduktion foregik dengang, fortæller Bjarne Simonsen, der har et billede af butikkens oprindelige ejer hængende på væggen.

Og i Haslev så købmanden fra Hammerum muligheder for at tjene gode penge.

- Efter nogle ganges besøg i Haslev, hvor han syntes, at han åbenbart havde haft et godt salg, så slog han sig ned her på hjørnet, fortæller Bjarne Simonsen.

Kendte ansigter

I dag er det Bjarne Simonsen, Haslev-borgerne kommer til, når herregarderoben skal opgraderes, og det har de gjort siden midten af 1980’erne.

- Den her butik er endt med at blive mit liv, stort set hele mit arbejdsliv har jo handlet om tøj, fortæller Bjarne Simonsen.

 Artiklen fortsætter under billedet.

Sådan så forretningen ud, da den blev drevet af købmand J. Jespersen-Skree. Foto: Bue Bukh - TV2 ØST

Han stod i lære i butikken fra 1976 til 1979, og i 1985 overtog han så forretningen i Haslev.Stabiliteten i forretningen er noget af det, der får kunderne til at vende tilbage til Bjarne Simonsens butik.

- Det er lokalt, og jeg kan godt lide forretningen, altså jeg føler mig hjemme i den her forretning, siger Niels Holger Lind, der er tilbagevendende kunde i forretningen.

- Det er de samme ansigter, som folk har set for nogle år siden eller for mange år siden, siger Bjarne Simonsen.

- Den ene af de ansatte, jeg har, hun har 30 års jubilæum her til næste forår, fortæller han.

Vil ikke sælge noget, der sidder dårligt

Bjarne Simonsen har fundet sin egen opskrift på, hvordan man klarer sig mod stigende netsalg og storcentre.

Han vil hellere sælge ingen ting end tøj, der sidder dårligt, fortæller han.

- Vi er ærlige, og vi siger tingene, som de er, og det er vores filosofi over for kunderne, for det når vi altså længst med, siger Bjarne Simonsen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Bjarne Simonsen, Tøjeksperten, Haslev. Foto: Bue Bukh - TV2 ØST

- Vi siger også til folk; det er ikke den, du skal have, for den sidder ikke ordentligt på dig. Og hvis de så siger; jamen det er den, jeg vil have, så siger jeg; det får du ikke lov til, så skal vi finde noget andet, eller også må det blive ingen ting, fortæller han.

I dag er herretøjsforretningen i Haslev en del af butikskæden Tøjeksperten.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App