20 fodboldbaner eller 14 hektar.
Så stor er øl- og sodavandsproducenten Royal Unibrews nye solcellepark i Faxe. Det gør den, ifølge Royal Unibrew, til Danmarks største privatejede solcellepark.
- Vi har investeret massivt i etableringen af solcelleparken i Faxe, da vi mener, det er nødvendigt for at sikre en grønnere fremtid, hvor fossile brændsler fylder mindre, siger Lars Vestergaard, der er økonomidirektør i Royal Unibrew, i en pressemeddelelse.
Grønne øl- og sodavand
Den store solcellepark skal forsyne Royal Unibrews bryggeri i Faxe med grøn strøm. Den forventes at kunne producere cirka 12 gigawatt timer strøm om året, hvilket svarer til 40% af bryggeriets årlige elforbrug.
Vi kigger lige nu ind i mulighederne for at oplagre overproduktion
- Med solcelleparken reducerer vi vores CO2-udledninger fra produktionen og bevæger os dermed tættere på vores klimamål om 100 procent CO2-neutralitet i vores produktion i 2025, siger Lars Vestergaard i pressemeddelelsen.
Overproducerer når solen skinner
På de varme dage med høj sol og blå himmel producerer solcelleparken så meget strøm, at Royal Unibrew ikke kan bruge det hele.
- Vi kigger lige nu ind i mulighederne for at oplagre overproduktion, så vi kan udnytte det fulde potentiale af den vedvarende energi fra solcelleparken, siger Henriette Øllgaard, bæredygtighedsdirektør i Royal Unibrew, i pressemeddelelse.
Det er firmaet BeGreen, der har stået for opførelsen af solcelleparken.