Fredag opstod der en voldsom brand i en større bunke træ på Faxe Miljøanlæg ved Tystrup. Brandfolkene var massivt tilstede, hvor de forsøgte at slukke flammerne. Søndag blussede flammerne så atter op et andet sted på pladsen.
- Det brænder stadig kraftigt, fortæller Klaus Simonsen, indsatsleder hos Midt- og Sydsjællands Brand og Redning, til TV ØST.
Men nu begynder heldet at være med brandvæsnet.
- Det svinder meget i bunken, der brænder. Og nu det regner herude, så vi får hjælp fra oven, siger Klaus Simonsen.
Der har ifølge indsatslederen været omkring 15 brandfolk på pladsen ved Faxe, hvor de har sikret sig, at flammerne ikke ville sprede sig.
Flammerne brænder nemlig lige nu knap seks-syv meter fra en hal, der er fyldt med træflis. Der er ingen sidevægge på hallen, og derfor er den yderst sårbar over for strålevarme, som kan antænde træflisen.
Derfor har brandvæsnet sat flere vandslanger op, der automatisk sprøjter vand på flammerne og på den måde forsøger at holde dem på afstand.
Klaus Simonsen håber, at branden er slukket natten til tirsdag.