Borgmester: Hvis det her er den nye mandetype, så er jeg glad for at være af den gamle årgang

Faxes borgmester beskyldes for at bagatellisere sexismedebat med opslag på sociale medier, hvor han siger, at han er en mandetype af den gamle årgang.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Faxes borgmester, Ole Vive (V), får nu skarp kritik, efter han har blandet sig i sexismedebatten som en reaktion på sagen om Morten Østergaard og krænkelserne i Radikale Venstre.

Ole Vive har på Facebook og Twitter taget bladet fra munden og tilkendegivet, hvad han synes om den sag:

- Jeg har ellers holdt min kæft, men ... Hvis det her er den nye mandetype, så er jeg glad for at være af den gamle årgang, skriver Ole Vive på Twitter.

- Og til dem jeg har klappet i røven !! UNDSKYLD ! Og til Jer det stak mig en flad: Vi er kvit. Østergaard sygemelder sig.

Opslaget møder kritik fra flere kanter på Twitter, som i skrivende stund har fået 135 kommentarer. Flere mener, borgmesteren burde tænke sig bedre om, inden han melder sin mening ud på den måde eller helt afholde sig fra at sige sin mening.

Opslag møder kritik fra borgmesterkandidat

En af dem, der kritiserer Faxe-borgmesteren, er hans politiske modstander, borgmesterkandidat Christina Birkemose (S).

Hun mener, der skal være tryghed for alle ansatte i Faxe Kommune.

- Det er jeg også overbevist om, at Ole Vive er enig i. Jeg synes bare ikke, den måde, han formulerer sig på i sit Facebookopslag eller tweet, er den rette måde at skabe tryghed for alle på, siger hun til TV2 ØST.

- Som kvinde vil jeg tænke: ”Okay, jeg går ikke til Ole Vive, hvis jeg står med sådan en sag”. Det vil være min personlige holdning.

Men der er også en anden ting, Christina Birkemose hæfter sig ved i forhold til Vives opslag, og det er hans ordvalg omkring "den nye" og "den gamle mandetype".

- Jeg synes ikke, det er relevant, om man er den nye eller gamle mandetype. Det her handler ikke om sex, flirt eller kærlighed. Det her handler om, at når man krænker andre og er ligeglad med, om man har lyst til at blive berørt. Det er ikke sådan, vi skal gøre i det her samfund længere, og det skal bare stoppe, og det skal det lige nu, siger hun.

- Han gør grin med dem, der er blevet krænket

For Christina Birkemose har det været ren provokation at læse Ole Vives opslag, hvor han gør grin med alvorlige krænkelsessager-

quote Man bagatelliserer en væsentlig debat, når man prøver at lave sjov på den her måde

Christina Birkemose (S), borgmesterkandidat

- Jeg synes, det er problematisk, at man bagatelliserer en væsentlig debat, når man prøver at lave sjov på den her måde. Når man gør ordet ”undskyld” til noget, man laver sjov med, så rammer det alle dem, der faktisk er blevet krænket. Og det provokerer mig helt vildt meget, siger hun.

- Det provokerer mig helt vildt meget, at man prøver at lave sjov med kvinder, der har været udsat for alvorlig sexchikane.

Christina Birkemose (S), borgmesterkandidat i Faxe Kommune, tror, der er stor forskel på, hvordan krænkelsessager bliver håndteret i provinsen og i hovedstaden.
Christina Birkemose (S), borgmesterkandidat i Faxe Kommune, tror, der er stor forskel på, hvordan krænkelsessager bliver håndteret i provinsen og i hovedstaden. Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Undersøgelse viser, at Faxe Kommune har problemer

En undersøgelse fra 2019 om psykisk arbejdsmiljø og trivsel hos Faxe Kommune viser ellers, at der er problemer med krænkende adfærd. 

Her har de ansatte i kommunen peget på krænkende handlinger, herunder sexuel chikane, som en svaghed på arbejdspladsen, der scorer 3,8 ud af en samlet score på 4.

Sexchikane
Læs også
Kommuner har sexisme på dagsordenen: Folk skal føle sig trygge på jobbet
Sexchikane
Læs også
Kommuner har sexisme på dagsordenen: Folk skal føle sig trygge på jobbet

Om Ole Vives opslag på sociale medier er udtryk for, at han ikke tager krænkelsessagerne alvorligt, vil Christina Birkemose ikke gå ind i.

- Jeg tager det som udtryk for hans personlige jargon. Jeg synes generelt, at vi skal afholde os fra at sige noget generelt. For de her sager om krænkelse og overgreb er så individuelt forskellige, og hver enkelt sag skal undersøges. Jeg synes, sagerne fortjener en større respekt end det, siger hun.

- Jeg mener præcis, det strukturelle problem ligger her. At vi som kvinder skal forholde os til det her, fordi en mand er kommet med en joke om et eller andet. Så ender vi veluddannede kvinder med at diskutere, hvorfor Ole Vive gør, som han gør på sociale medier. Det er en fuldstændig sindssyg afsporing. Jeg går som kvinde ud og skal kommentere på det her, men i virkeligheden fortjener hver enkelt sag opmærksomhed.

- Vi mangler en MeToo-debat om provinsen

Men når vi er ved det psykiske arbejdsmiljø i Faxe Kommune, har borgmesterkandidaten alligevel noget, hun gerne vil tilføje.

- Jeg tror, vi mangler en debat om, hvordan det er ude i de små kontorer i udkantsdanmark. Det er det sidste, vi mangler i MeToo-debatten, det er den offentlige sektor og på kommunekontorer, siger Christina Birkemose. 

- Vi mangler at finde ud af alvorlighedsgraden af sager i udkantsdanmark i forhold til hovedstaden. Er der forskel? Får det forskellige konsekvenser i forhold til, hvor man bor geografisk? Jeg er sikker på, at der er kæmpe ulighed, også i det her. Og dét er en væsentlig debat, og det skal en joke fra Ole Vive ikke ødelægge.

TV2 ØST arbejder på at få en kommentar fra borgmester Ole Vive. Han har dog selv skrevet følgende på Twitter onsdag middag:

- Jeg har forsøgt at blande mig i debatten med humor. Det var klodset og kan misforstås. Jeg vil derfor gerne understrege, at det selvfølgelig ikke er i orden at opføre sig krænkende og upassende overfor andre. God dag. Ole.

Opdatering
Clock14. okt 2020, kl. 13:29
Artiklen er opdateret med et svar fra Ole Vive i bunden af artiklen, som han har skrevet officielt på sin Twitter-profil.

 


Nyhedsoverblik