Blev blændet af sollyset: Bil ender på taget efter uheld

En bil trillede om på taget efter et sammenstød i Dalby. Ingen kom til skade under ulykken.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Forårssolen er for det meste en god ven i disse tider, men tidligere fredag voldte den dog en ældre kvinde problemer i Dalby.

En 69-årig kvinde blev nemlig tilsyneladende blændet af solen, og overså en anden trafikant, da hun ville køre ud på Vordingborgvej fra Karisevej. I denne bil sad en 86-årig kvinde fra Kalvehave.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

Uheldet skete klokken 13.45 - og der skete stor materiel skade på bilerne - blandt andet trillede en bil rundt og landede på taget.

Heldigvis var der ikke meldinger om personskade ved uheldet, oplyser vagtchefen.

Artiklen er blevet rettet
Artiklen er blevet rettet, da det i første omgang fremgik, at det var den 86-årige, der havde forvoldt uheldet. Det er ikke tilfældet, så artiklen er rettet. Vi beklager fejlen.