Biljagt med 200 km i timen

En 20-årig mand fra Karise blev i dag varetægtsfængslet efter en intens biljagt gennem to politikredse. Politiet efterlyser vidner i sagen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var en civil patruljebil, der fredag eftermiddag fik øje på to unge mænd i en stjålen grå Ford Focus på Faxevej mellem Rønnede og Faxe.

Betjentene satte blink på og forsøgte at stoppe bilen, men de to unge mænd stak af i høj fart. Herefter fulgte en biljagt gennem Faxe by med over 100 kilometer i timen, Herefter fortsatte de to i den stjålne bil mod Faxe Ladeplads og dermed ud af Sydsjælland og Lolland-Falsters politikreds og ind i Midt- og Vestsjællands politikreds.

Ved Ebbeskov øst for Faxe kom farten ifølge politiets målinger op omkring 200 kilometer i tmen, og kort efter påkørte den stjålne bil da også 3 parkerede biler i Brandskildeparken i Hårlev. Det fik dog ikke de unge mænd til at stoppe. De kørte sydpå igen mod Lundevej, hvor det endelig lykkedes at få stoppet bilen.

Den 20 årige fører af bilen blev lørdag varetægtsfængslet frem til 10. april.

Politiet vil gerne i kontakt med vidner, der har set de to unge mænds kørsel. Den stjålne bil var en grå Ford Fokus med registreringsnummeret GG 27 595 - og politiet kørte i en civil bil en grå Pasat med blåt blink. Henvendelser til politiet på telefon 114.

 


Nyhedsoverblik