Ballade i Socialdemokratiet - medlemmer skal nu stemme om tillid til spidskandidat

To socialdemokratiske lokalforeninger i Faxe holdt søndag ekstraordinær generalforsamling, hvor tilliden til deres spidskandidat blev drøftet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det var et såret Socialdemokrati ramt af intern splid, der søndag holdt ekstraordinær generalforsamling i Faxe. 

Medlemmerne skulle noget overraskende, godt otte måneder før kommunalvalget, drøfte, om de fortsat har tillid til partiets spidskandidat, Christina Birkemose.

Og der var nok at tale om, for generalforsamlingen varede i små fem timer.

Ifølge TV2 ØSTs informationer var stemningen på den digitale generalforsamling trykket, men trods den interne splid talte medlemmerne sammen i en ordentlig tone, lyder det fra flere. 

 Det bekræfter formanden for Fællesledelsen, Erling Johansen.

- Jeg synes, der har været god plads til at høre alle argumenter. Begge sider har haft mulighed for at få belyst sagen grundigt. Og jeg synes medlemmerne har holdt en sober tone uden personlige angreb, sagde Erling Johansen umiddelbart efter generalforsamlingen.

Der deltog godt 80 partimedlemmer i mødet.

Medlemmer skal stemme om tillid til spidskandidat

Efter dagens møde skal medlemmer nu stemme om, hvorvidt de har tillid til Christina Birkemose som spidskandidat. Det kommer til at foregå som en elektronisk afstemning, der begynder mandag og slutter torsdag.

Det var Fællesledelsen for de to socialdemokratiske lokalforeninger i Faxe, der havde indkaldt til den ekstraordinære generalforsamling med den usædvanlige dagsorden.

Men det var det blot 21-årige byrådsmedlem Laura Vestina Andréa, der for alvor fik sagen og debatten til at eksplodere, da hun tidligere på ugen i et åbenhjertigt opslag på Facebook tog kraftigt afstand fra sit eget partis spidskandidat. 

Hun anklagede blandt andet Christina Birkemose for partiskadelig virksomhed.

- Da jeg for fire år siden sagde ja til at stille op som kandidat til byrådet, havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg skulle skrive et opslag som dette - men jeg vurderer nu, at det er partiskadelig virksomhed blot at se til, mens Christina Birkemose splitter vores parti ad internt, skrev hun blandt andet på Facebook.

I videoen herunder fortæller Laura Vestina Andréa, hvorfor hun har mistet tilliden til partiets spidskandidat, Christina Birkemose.

Artiklen fortsætter under videoen.

Laura Vestina Andréa blev i november 2017 som 18-årig valgt ind i byrådet i Faxe Kommune som Danmarks næstyngste byrådsmedlem. Godt tre år senere har hun fået masser af erfaringer, men hun har også mistet illusioner. Hun har valgt ikke at genopstille ved kommunalvalget til november i år. Hun har fået nok af politik.

Sagen har også fået konsekvenser for formanden for Fællesledelsen, Erling Johansen. Han har valgt at gå som næstformand i den ene af de to lokale partiforeninger, ”Socialdemokratiet i Rønnede, Dalby og Omegn”. 

Det skete efter et rivegilde i bestyrelsen, hvor formanden udtrykte mistillid til ham. Erling Johansen har selv været med til at stifte lokalforeningen.

Mand lavede støtte-opslag på Facebook

Hovedpersonen har hidtil ikke haft lyst til at sige meget til TV2 ØST under forløbet. Men hendes mand, Lars Birkemose, lagde lørdag et langt opslag ud på Facebook, hvor han beskyldte medlemmer af Socialdemokratiets byrådsgruppe for at have lagt Christina Birkemose på is.

- Det starter den aften, hvor Christina Birkemose vinder kampvalget om borgmesterposten. Hun får næsten to tredjedele af stemmerne i forhold til sin modkandidat Camilla Meyer. Samme aften vælger følgende medlemmer af byrådsgruppen en telefon-politik: Camilla Meyer, Knud Erik Hansen, Per Thomsen og Steen Hansen. Telefon-politikken går ud på, at de ikke tager telefonen, når Christina Birkemose ringer til dem. De ringer heller ikke tilbage, skriver han i opslaget under overskriften ”Har vi en mobbekultur?”

Tillids-afstemningen slutter på torsdag klokken 14. Men der går nogle timer før resultatet bliver offentliggjort.

- Der er møde i bestyrelsen klokken 16, hvor vi skal planlægge, hvordan vi kommer videre - alt efter hvordan resultatet ser ud, forklarer Erling Johansen.

Christina Birkemose oplyser til TV2 ØST, at hun først vil udtale sig til TV2 ØST på torsdag, når resultatet af afstemningen er kendt.