Ansat stukket i ryggen med kniv på udviklingscenter

Tirsdag formiddag blev en kvindelig ansat stukket i ryggen med en kniv af en elev på Faxe Sociale Udviklingscenter.

En kvindelig medarbejder fra årgang 2001 er tirsdag formiddag blevet stukket i ryggen på Faxe Sociale Udviklingscenter.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Vi har fået en anmeldelse klokken 09.18, hvor en elev umotiveret har stukket en ansat i ryggen. Der er tale om overfladiske skrammer. Man har fået et stiksår på cirka en centimeter, og man har fået et sting, siger Joy Haensel, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Gerningspersonen er en kvinde fra årgang 1994. Kvinden er efter episoden blevet kørt til en psykiatrisk afdeling, hvor der er blevet aktiveret en behandlingsdom.

Krisepsykologer er kontaktet

Faxe Kommune oplyser i et facebookopslag, at der har været samtaler med medarbejdere og borgere på stedet. Derudover har stedet kontakt til krisepsykologer med henblik på både individuelle behov for samtaler og gruppesamtaler på stedet.

- Samarbejdspartnere og borgere har fået et brev med sig hjem med en orientering – ikke mindst for at sikre at kunne håndtere eventuelle reaktioner, som måtte komme efterfølgende, skriver Faxe Kommune.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ønsker ikke at gå dybere ind i, hvad der er sket forud for episoden.