Et blåt øje, en flænge i læben og en hævet kæbe.
Det var resultatet af et groft overfald, som en 49-årig mand blev udsat for tirsdag aften.
Overfaldet skete i mandens hjem på Bredgade i Karise, hvor 2 ukendte mænd klokken cirka 23.48 ringede på døren. Da den 49-årige åbnede, slog de ham adskillige gange for derefter at forsvinde i ukendt retning.
Manden blev senere fundet bevidstløs på gulvet af sin kæreste.
Det oplyser Søren Østervig, der er vagthavende hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 ØST.
Ring 1-1-4
Ingen genstande blev stjålet under episoden, og derfor udelukker politiet, at der er tale om hjemmerøveri.
De hører dog gerne vidner, der har oplysninger i sagen, da de på nuværende tidspunkt ingen spor eller signalement har at arbejde ud fra.
Har du set eller hørt noget, bedes du derfor ringe på telefonummer 1-1-4.