39-årig på hospitalet efter voldsomt hjemmerøveri

Politiet undersøger mandag et hus i Dalby efter et voldsomt hjemmerøveri i Dalby.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En mand er natten til mandag blevet udsat for røveri i sit hjem i Dalby mellem Faxe og Haslev.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Politiet modtog klokken 03.29 anmeldelsen og er mandag formiddag til stede ved et hus, der ligger på et hjørne mellem Dalvænget og Dalvej

Ifølge anmelderen henvendte tre maskerede gerningsmænd sig natten til mandag og trængte ind i boligen. Her blev den 39-årige beboer udsat for vold, ligesom gerningsmændene tiltvang sig et pengebeløb i kontanter.

- Han er overført til behandling. Det er alt, hvad jeg vil sige på nuværende tidspunkt, sagde Palle Hansen fra politiets kommunikationsafdeling mandag morgen.

Opdatering
Clock31. maj 2021, kl. 13:35
Politiet bekræfter nu, at det er et hjemmerøveri, der er tale om. Artiklen er opdateret med beskrivelse af gerningsmændene og en opfordring til at kontakte politiet, hvis man har hørt eller set noget.


Politiet efterlyser vidner

I en pressemeddelelse udsendt klokken 13:27 fortæller politiet dog, at manden er udskrevet fra hospitalet igen og kun har fået lettere skader.

I løbet af dagen har politiets teknikere arbejdet inde i huset, mens betjente har stemt dørklokken hos naboerne.

En mobil politistation vil mandag være opsat i lokalområdet, oplyser politiet.

Politiet efterlyser vidner, der i tiden fra klokken 02.30 til klokken 04.30, har befundet sig i Dalby-området og som har bemærket køretøjer eller andet mistænkeligt, der kan relateres til sagen.

Der er sparsomme signalementer af gerningsmændene, men de beskrives som mørke i huden, iført mørkt tøj og i alderen 20 til 40 år. 

DSCF5115
Foto: Frederik Lind / Lind Foto

Nyhedsoverblik