260 bilister fik bøder i stor trafikkontrol

Politiet finder det overraskende, at der blev uddelt så mange bøder ved trafikkontrol i Faxe kommune fredag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Jeg må sige, at jeg er noget overrasket over, at vi kan uddele så mange bøder ved en trafikkontrol på et så relativt lille område på så kort tid.

Sådan siger lederen af færdselspolitiet i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Erik Mather, efter en stor trafikkontrol centreret omkring Haslev, Faxe, Rønnede og Dalby i Faxe Kommune. Kontrollen varede knap 6 timer fredag eftermiddag og først på aftenen.

Politiet kiggede på dagen ikke kun på fart, men også om bilisterne kørte med alkohol i blodet, eventuelt talte i håndholdt mobiltelefon – og om lastbilerne var for tunge.

Fik forstærkning til kontrollen

Der var tale om en såkaldt udvidet kontrol, hvor både betjente fra nabopolitikredsen, Midt- og Vestsjællands Politi, og Skat deltog. Alt i alt var 60 personer involveret i trafikkontrollen, hvor der blev uddelt 260 bøder efter færdselsloven.

Det oplyser Erik Mather til TV ØST.

- Der var en række kontroller over hele kommunen, men især en trafikkontrol ved Rønnede overraskede mig. Her uddelte vi på 2 timer 20 bøder. Heraf 12 klip og 2 betingede frakendelser af kørekortet. Den hurtigste kørte 87 kilometer i timen inde i byen, siger han.

Samtidig overrasker det lederen af færdselspolitiet, at så mange blev taget med narkotika eller spiritus i blodet.

- Vi fandt i løbet af kontrollen 15 personer med alkohol eller narkotika i blodet. Det må jeg sige overrasker mig, siger han.

Under aktionen blev der også konfiskeret en række biler. Blandt andet blev hele 3 biler konfiskeret ved en enkelt kontrol nær Faxe by.


Nyhedsoverblik