16-årig overskrider zoneforbud efter halvandet døgn

To unge mænd fik fredag forbud mod at opholde sig i det centrale Haslev resten af måneden. Den ene er dog allerede sigtet for at overtræde forbuddet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Efter en lang periode med voldsepisoder i nattelivet i Haslev, har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi givet to lokale unge forbud mod at opholde sig i det centrale Haslev.

Zoneforbuddet trådte i kraft fredag, og det gælder i 30 dage.

Så længe kunne den ene af de to dog ikke holde sig fra bymidten.

 Op til halvandet års fængsel

Natten til søndag – altså under to døgn efter, at zoneforbuddet trådte i kraft – spottede en patrulje den ene af de to mænd i det område, de ikke må færdes i.

Det fortæller vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Ove Christoffersen. 

Der er tale om 16-årig, som nu er blevet sigtet for at overtræde zoneforbuddet.

Hvis den unge mand dømmes for overtrædelsen, risikerer han at blive idømt op til halvandet års fængsel.