100.000 kanonslag fundet i ulovligt fyrværkerilager

En intensiveret efterforskning har ført politiet på sporet af ulovlig produktion i Tureby ved Haslev. Der er ifølge politiet tale om ret store mængder fyrværkeri herunder 100.000 kraftige hel- og halvfærdige kanonslag. Tre personer er anholdt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Københavns Politi har torsdag afsløret en illegal produktion af fyrværkeri i Tureby syd for Herfølge. Torsdag aften slog politiet til mod fyrværkerifabrikken, og i alt tre personer er blevet anholdt.

Det oplyser vicepolitiinspektør Claus Birkelyng fra Københavns Politis afdeling for økonomisk kriminalitet.

- Efter en række alvorlige fyrværkeriulykker de seneste år har vi intensiveret efterforskningen denne december og er torsdag kommet på sporet af en produktionsvirksomhed ved Tureby, hvor vi slog til sidst på dagen og fandt en større produktion af fyrværkeri.

- Det har også ledt os til Glostrup, hvor vi har fundet fyrværkeri opbevaret i en container, siger Claus Birkelyng til Ritzau.

'Ret store mængder'

Politiet har fundet fyrværkeri, kemikalier og krudt, og der er tale om "ret store mængder".

- Det er tilsyneladende produktion af kanonslag, kraftige kanonslag, men det er stadig for tidligt at sige præcist, hvad der er derinde, siger Claus Birkelyng.

- Det er for tidligt at gætte på et endeligt antal. Men det ligner, at det er en meget omfattende produktion, vi har at gøre med. Vi hører, at det er ret store mængder.

10-12 tønder kemikalier

Da politiet nåede frem til fabrikken ved Tureby, trak betjentene sig tilbage og tilkaldte ammunitionsryddere. De arbejder fortsat på stedet omkring klokken 23.30.

Politiet har samtidig evakueret stedet på grund af de store mængder krudt, mens Hærens Ammunitionsrydningstjeneste undersøger, hvor farlige de fundne effekter er, og hvad der skal ske med dem.

TV2 News meldte tidligere på aftenen, at der er fundet 10-15 sække og 10-12 tønder med forskellige kemikalier til fremstilling af fyrværkeri.

Der er ikke oplysninger om de anholdte personer. Derfor vides det endnu ikke, hvad de vil blive sigtet for, og om de skal fremstilles i grundlovsforhør. Det vil nattens efterforskning afgøre, lyder det fra Claus Birkelyng.

Det er ikke første gang i år, at politiet slår til mod ulovligt fyrværkeri. Tidligere torsdag fandt politiet krysantemumbomber og kanonslag i garagen hos en 33-årig mand i Horsens. Onsdag blev der fundet store mængder af kanonslag, raketbatterier og bomberør hos en 60-årig mand på en landejendom i Vadum vest for Skive.

/ritzau/

 


Nyhedsoverblik