Serie
En god start

En god start - bevægelse og panna cotta

Panna cotta

En dessert der både lyder og ser indbydende ud, men som slet ikke er så indviklet at lave, når man først har styr på det med gelatinen/ husblasen.
Her er der ca. til fem små eller til fire gode portioner.

Ingredienser:
½ l piskefløde.
1 stang vanilje.
4 blade gelatine/ husblas.
Ca. 50 g. sukker.

Til bærkompot:
Bær. (vi brugte en pose frosne skovbær).
LIDT vand.
50- 100 g. sukker. (afhængigt af hvilke bær man bruger og hvor syrlige de er

Fremgangsmetode:
Fløde, sukker og vaniljemarv koges let ca. 5 min. med den udskrabede vaniljestang.
Sæt imens gelatinen/ husblasen i blød i koldt vand- i ca. 10 min. det plejer at være rigeligt.
Vaniljestangen tages op og gelatine/ husblasen opløses i en lille gryde, med lidt af fløden, på et lille blus. Pas på det ikke er for varmt- så går gelatinen/ husblasen i stykker og kan ikke stivne.
Selvom det er noget gris, bruger jeg to fingre på bunden af den lille gryde, til hele tiden at mærke efter om det bliver for varmt- så snart jeg synes det er opløst, det bliver næsten som tykt vand, tager jeg det af varmen og vasker mine fingre, for straks at blande det sammen med resten af fløden og derefter hælde det i glas eller på forme.
Pann cotta´en skal stå tildækket i køleskab i minimum 2-3 timer- og gerne natten over.

Bærkompot:
Kom bærrene i en gryde. Hæld LIDT vand på og kog dem op med sukker.
Smag endelig undervejs om det trænger til mere sødme- mere sukker. MEN husk på at alle bær anbefales at koge i minimum et minut!
Vi brugte desuden også en helt almindelig marmelade, som blev blendet med lidt fløde. Det må siges at være en let bærsauce! Den kan naturligvis også blendes med noget krydderi, jeg kunne forestille mig lidt kanel eller stjerneanis.
Er panna cotta´en laves i glas, kan man simpelthen bare komme noget af sin bærkompot eller bærsauce ovenpå inden servering. Simpelt og lækkert!
23/3/2017

Så er det tid til morgengymnastik og nemme retter du selv kan lave derhjemme. Katja Kafling guider os til at komme godt i gang i En god start. Programmerne er produceret i 2017.