Serie
En god start

En god start - bevægelse og hjemmelavet müsli



Hjemmelavet müsli med skyr og æblemos

”Nu bliver det forår og vi skal have brugt de sidste æbler. Vi forvandler dem til en skøn mos, topper med en proteinrig skyr og hjemmelavet müsli med masser af crunch. Alletiders energi efter træning.”

Æblemos

Æbler
Vaniljestang
Lidt vand

Æbler skrælles, kernehus fjernes og æblet skæres i mindre stykker. Kommes i en gryde med lidt vand og en vaniljestang. Æblestykker simrer under låg i ca. 10 minutter. Denne opskrift er uden sukker, men det kan naturligvis tilsættes. Kommes på rene, skoldede glas og afkøles. Når der ikke er sukker i, så er holdbarheden ikke så lang. Ca. 1 uge på køl.

Müsli

3 dl blandede flager (fx havregryn, spelt, rug, byg mm.)
2 spsk chiafrø eller hørfrø
4 spsk græskarkerner
4 spsk sesamfrø
4 spsk solsikkekerner
6 spsk hasselnøddekerner
6 spsk mandler (eller hvilke nødder man nu kan lide)
½ tsk kanel
5 dadler eller figner (eller begge dele)
2-3 spsk honning

Dadler, nødder og mandler hakkes og vendes sammen med alle de øvrige tørre ingredienser. Læg det på en bageplade med bagepapir på. Honningen smeltes forsigtigt og hældes over de øvrige ingredienser.
Bag hele herligheden i en 150 grader varm ovn i ca. 15 minutter. Vend jævnligt rundt til det er ristet og gyldent – det må endelig ikke få for meget. Lad det køle af. Det kan holde sig i ca. 2 uger i et lukket glas eller pose.

Servering

Kom æblemos i bunden af et glas. Kom et lag skyr på og top med müsli.

Opskriften er fra ZBC i Ringsted
4/5/2017

Så er det tid til morgengymnastik og nemme retter du selv kan lave derhjemme. Katja Kafling guider os til at komme godt i gang i En god start. Programmerne er produceret i 2017.