Tidligere drabschef om Emilie: Derfor søger politiet igen

Der er ikke noget mærkeligt i, at politiet har iværksat endnu en eftersøgning af Emilie Meng. Men de kan have fået et tip, siger tidligere drabschef.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er to muligheder for, hvorfor politiet torsdag har igangsat endnu en storstilet eftersøgning af forsvundne Emilie Meng i Korsør.

Det fortæller tidligere drabschef for Rejseholdet, Kurt Kragh, til TV ØST.

Den ene mulighed er, at politiet har fået et konkret tip, som gør lige netop Lystskoven og området omkring Vestmotorvejen i Korsør interessant. Lige der, hvor politiet torsdag og fredag leder med en tættekam efter spor.

- Hvis man har en mistænkt, så kan man godt afsøge et område, som måske relaterer sig til ham eller hende, siger Kurt Kragh.

quote Jeg ville gøre det samme.

Tidligere drabschef Kurt Kragh om eftersøgningen af Emilie Meng

Træner hunde

Det vil dog heller ikke være usædvanligt, hvis politiet vil være så grundige som muligt, og at det er det, der er årsagen bag – og det er netop den grund, som Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har givet i dag.

Kurt Kragh gætter på, at eftersøgningen er blevet brugt som en mulighed for at træne de spor- og nedgravningshunde, som politiet havde taget med, i en rigtig sag og ikke bare ved en øvelse.

- Hundene skal jo trænes, og derfor udnytter man enhver mulighed til at sammenholde de to ting. Man forsøger for så vidt muligt at træne hundene samtidig med, at man bruger dem til at finde spor i en sag. På den måde koster det ikke mange ressourcer, siger Kurt Kragh.

Ville gøre det samme

Den tidligere drabschef understreger også, at han ville gribe efterforskningen an på samme måde, som holdet hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Jeg ville sætte en passer i et kort omkring det område, hvor Emilie forsvandt og tage den 8-10 km ud. Og så ville jeg kontakte hundeafdelingen og frømandskorpset og sætte dem til at lede i vådområder og skove inden for den cirkel, fortæller Kurt Kragh.

quote Nu falder bladene på træerne, og så kan det være, der dukker noget nyt op.

Kurt Kragh

Den metode har han tidligere brugt, da en kvinde ved navn Birthe Dannemand Jensen forsvandt fra sit hjem i Boestofte på Stevns i april 1997. Der ledte efterforskningsholdet på samme måde, som der bliver ledt efter Emilie Meng i dag. Birthe Dannemand Jensen blev fundet otte måneder efter sin forsvinden i en mergelgrav, kvalt ihjel.

Håbet svinder

Og netop det at hun først blev fundet efter otte måneder viser, at man ikke bare sådan skal stoppe eftersøgningen, selvom det snart er tre måneder siden, at Emilie Meng forsvandt.

- Nu falder bladene på træerne, og så kan det være, der dukker noget nyt op, siger Kurt Kragh.

Men håbet om at finde Emilie Meng i live svinder, og den tidligere drabschef siger, at politiet netop leder specifikt efter et lig, når de for eksempel har nedgravningshunde med ude at lede.

- Jeg er ked af at sige det, men jeg tror ikke meget på, at hun er i live. Jeg tror mere på, at hun er blevet dræbt og bliver fundet nedgravet eller smidt i et vandhul. Men det er også politiets job at forestille sig det værste, siger han.

Forsvandt efter bytur

quote Jeg er ked af at sige det, men jeg tror ikke meget på, at hun er i live.

Kurt Kragh

Emilie Meng forsvandt efter en bytur med veninderne natten til søndag den 10. juli, for 88 dage siden. Her blev hun set klokken 04.00 på Korsør Station, hvorfra hun gik alene fra toget. 

Siden har både politifolk og frivillige gennemført adskillige eftersøgninger efter Emilie Meng i byen og i nærliggende moser og vandhuller. Dog uden at finde nye spor efter hende.


Nyhedsoverblik