Politiet gør status tre uger efter Emilie Mengs forsvinden

På søndag er det tre uger siden 17-årige Emilie Meng forsvandt. Siden den 10. juli har ingen set noget til hende. Nu gør politiet status.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er stadig ikke kommet noget gennembrud i sagen om Emilie Meng, der forsvandt natten til søndag den 10. juli.

- Status er stadigvæk, at det sidste vi har omkring Emilie, er det fra Korsør Station søndag den 10. juli om morgenen, siger politikommissær Marianne Roed fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Emilie Meng er sidst set på stationen sammen med to veninder, efter de havde været i byen i Slagelse. De to veninder valgte at tage en taxa hjem, men Emilie Meng ville gå de 3,5 kilometer mod hendes forældres bopæl. Siden da har ingen set hende.

Politiet har dog fået stor hjælp fra offentligheden de forløbne uger. Flere hundrede har været i gang med at lede, og politiet har modtaget flere hundrede henvendelser.

- Det betyder selvfølgelig noget arbejde, men det viser jo også, at folk er engagerede i sagen, og det kan vi jo ikke sige noget imod, siger Marianne Roed.

Politiet har efterhånden fået så mange henvendelser, at de har svært ved at følge med.

- Vi vil meget gerne honorere folk, der retter henvendelse til os. Det er så ikke lykkedes fuldt ud. Der ligger stadig henvendelser, hvor vi ikke har haft kontakt med folk endnu. Men vi bliver nødt til at tage det i den rækkefølge, vi finder mest interessant for sagen, siger Marianne Roed.

Vildspor

De mange henvendelser har dog ikke ført politiet nærmere en afklaring. Flere gange har de mange henvendelser, endda ledt politiet på vildspor.

- Selvfølgelig kommer der nogle vildskud ind i mellem, men det vil der altid gøre i sådan en efterforskning, som er så omfattende, som den her er. Det kan ikke undgås. Men det er selvfølgelig uheldigt, når det nærmest udvikler sig til en mediestorm, som to af tingene har gjort det, fortæller Marianne Roed.

De to konkrete episoder skete for ganske nylig. I denne uge troede man, at Emilies trøje var blevet fundet. Det fik politiet dog hurtigt afkræftet igen. Ligeledes fik de afkræftet, at to mænd, der var blevet set på videoovervågning nær Emilies hjem, få timer efter hendes forsvinden, skulle have noget med sagen at gøre.

Det seneste politiet har bedt offentligheden om hjælp til, er at finde en flaskesamler i Korsør. Han er ikke under mistanke, men kan være et vigtigt vidne. Denne efterspørgsel kom ud i går torsdag.

- Vi har fået rigtig mange henvendelser fra flaskesamlere i Korsør, så vi er i hvert fald klar over, at der er mere end en flaskesamler. Nu er vi så i gang med at finde ud af, hvor de pågældende opholder sig, og hvem de er, og så regner vi med at tage kontakt til dem, siger Marianne Roed.

Politikommissæren fortæller desuden, at Emilie Meng nu også er efterlyst internationalt.


Nyhedsoverblik