Ny eftersøgning: 60 dykkere skal lede efter Emilie

Dykkerne skal i en kæde gennemsøge et vandområde på ti kvadratkilometer i Korsør.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Eftersøgningen af Emilie Meng fortsætter. På søndag går en ny eftersøgning i gang i håb om at finde den efterlyste 18-årige pige fra Korsør.

60 frivillige dykkere

Arrangørerne bag eftersøgningen er gruppen Forsvundne Personer, der har sørget for, at 60 frivillige dykkere vil deltage i begivenheden.

- Vi har lavet udelukkelsesmetoden nu. Vi startede fra en ende af. Vi har rystet posen, og nu skal vi simpelthen have sat et kryds og sige, at nu har vi været der, siger Sofie Sønderup fra Forsvundne Personer.

Dykkerne vil i en lang kæde forsøge at gennemsøge vandområdet omkring Korsør Nord og havnen i byen. Her er tale om et vandområde på ti kvadratkilometer.

Ifølge BT skulle eftersøgningen være den største nogensinde.

Håber på mange frivillige

Udover dykkere regner arrangørerne med, at der vil komme sonarudstyr, droner, ryttere på heste og ikke mindst masser frivillige.

Emilie Meng har nu været forsvundet i over to måneder, men alligevel håber arrangørerne stadig på, at mange flere vil deltage i søndagens eftersøgning.

- Mød op. Er du svagtgående, så finder vi også noget, du kan lave. Kan du bage en kage, er det dejligt. Har du termokander, er det dejligt. Alle kan være med til at hjælpe, så jeg håber, vi ses på søndag, lyder det fra Sofie Sønderup. 


Nyhedsoverblik