Missing People: Frivillige eftersøgere gør det fantastisk

25 personer var i dag samlet i Korsør for at lede efter forsvundne Emilie Meng. Gruppen har afleveret en enkelt ting til politiet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Gang på gang har der været sving i frivillige eftersøgninger af 18-årige Emilie Meng fra Korsør, som har været forsvundet siden 10. juli - og altid med mange deltagere.

I dag var ingen undtagelse. Gruppen Missing People havde arrangeret en eftersøgning på vejen fra Korsør Station, hvor Emilie sidst er set, og ned til byen.

- 25 mødte op, og de gjorde det helt fantastisk. Det har været meget varmt i dag, men de kløede bare på. De skal have stor tak for, at de bliver ved og ved, siger indsatslederen fra Missing People, Lars Jensen, til TV ØST.

Fandt en enkelt ting

Gruppen ledte i syv timer og fandt en enkelt ting, som de var i tvivl om hvorvidt kunne have betydning for efterforskningen. Den hentede politiet.

- Nu skal de så undersøge, om den har relevans for sagen, fortæller Lars Jensen.

Af hensyn til efterforskningen kan han ikke fortælle, hvilken ting der er tale om.

Indsatslederen mener, at gruppen har været ude at lede efter Emilie syv gange, og nu skal de så hjem og overveje, hvad det næste skridt skal være.

Gruppen Forsvundne Personer har en eftersøgning næste søndag, hvor de vil finkæmme vandet med dykkere og skovbunden på hesteryg.


Nyhedsoverblik