Korsør tænder fakler til minde om Emilie Meng

Torsdag aften forventer man, at tusindvis af mennesker vil marchere med fakler gennem Korsørs gader til minde om den dræbte Emilie Meng.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Torsdag aften tegner til at blive smuk i Korsør.

For efter mørkets frembrud vil massevis af fakler lyse det meste af byen op. Der vil nemlig blive afholdt fakkeltog i den vestsjællandske by til minde om den afdøde Emilie Meng, der forsvandt fra Korsør Station den 10. juli, og som blev fundet dræbt juleaftensdag.

- Fra klokken 18.00 står vi og deler fakler ud ved stationen med gule veste på, og klokken 18.30 går vi i flok, siger Benjamin Erichsen, der er natteravn i Korsør.

Starter hvor Emilie forsvandt

Af hensyn til trafikken vil natteravnene i Korsør danne for- og bagtrop på hele ruten. Optoget starter ved Korsør Station og slutter ved Sankt Povls Kirke, hvor optoget vil blive mødt af store brændende fakler og varm suppe.

quote Vi er ved at arrangere et minuts stilhed og prøver at skaffe en højtaler, så dem uden for kirken kan høre, hvad der vil foregå inde i kirken, hvor der vil blive holdt gudstjeneste

Benjamin Erichsen

- Vi er ved at arrangere et minuts stilhed og prøver at skaffe en højtaler, så dem uden for kirken kan høre, hvad der vil foregå inde i kirken, hvor der vil blive holdt gudstjeneste, siger Benjamin Erichsen, der også fortæller, at Emilie Mengs yndlingssang vil blive spillet.

Netop Sankt Povls Kirke var stedet, hvor Emilie Meng sang i kor, og hvor hun skulle være mødt på arbejde samme morgen, som hun forsvandt.

Ikke fakkeltid 

På grund af årstiden kan det være problematisk at anskaffe sig fakler, derfor har administratorerne bag fakkeltoget lavet en aftale med en fakkelfabrik på Fyn, som skal levere fakler for summen af en pengeindsamling dækker.

- Vi har bestilt 900 fakler i går, men vi får hele tiden flere penge ind, som udelukkende går til fakler. Så vi kommer vel op på 1500-2000 fakler, hvis ikke mere, siger Benjamin Erichsen, som forventer, at mere end 2000 deltager i fakkeltoget, efter de mange henvendelser, de har fået.

Føtex samler fakler

Føtex i Korsør har desuden samlet fakler sammen fra alle de Føtex-butikker i landet, som har haft fakler på lager fra i sommer.

Derfor skal Benjamin Erichsen onsdag afhente faklerne i Føtex Korsør, ligesom de øvrige forberedelser skal gøres klar inden den store mindehøjtidelighed.

quote Danmark er virkelig blevet rørt af denne her sag. Emilies familie er rørte af fakkeloptoget. Jeg har prøvet af sige til dem, at Danmark virkelig føler med dem

fie Sønderup, Forsvundne Personer

- Efter jeg har været i Føtex, skal jeg holde møde med vagtfirmaet, have styr på lydudstyret ved kirken og tale med præsten, siger Benjamin Erichsen.

Danmark berørt

Også Sofie Sønderup fra Forsvundne Personer, som står bag begivenheden og som har stået for flere frivillige eftersøgninger af Emilie Meng er også ved at gøre de sidste forberedelser klar og er sikker på, at mange vil dukke op.

- Danmark er virkelig blevet rørt af denne her sag. Emilies familie er rørte af fakkeloptoget. Jeg har prøvet af sige til dem, at Danmark virkelig føler med dem, siger hun.

Sofie Sønderup fortæller desuden, at familien synes, det er rart at have fået vished, men naturligvis stadig er frustrerede over, at der ikke er fundet en gerningsmand.

Fakkeltogets rute

  • Start: Korsør station
  • Kodak stien
  • Motalavej
  • Byparken
  • Tårnborgvej
  • Casper Brands Plads
  • Nygade
  •  Algade
  • Slut: Sankt Povls Kirke 

 


Nyhedsoverblik