Eftersøgning: Politiet går fra dør til dør

Søndag er det en uge siden, at den 17-årige Emilie Meng forsvandt. Nu går politiet fra dør til dør i Korsør i håb om nye spor i sagen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politiet går søndag fra dør til dør i håb om at opdage spor, der kan hjælpe dem med at finde Emilie Meng.

Den 17-årige pige forsvandt for en uge siden efter en bytur. Hun er sidst set klokken 04.00 natten til 10. juli, hvor hun sagde farvel til nogle veninder på Korsør Station.

Leder efter nye spor
- Vi håber at træffe folk, der ikke har været hjemme i ugens løb, eller andre der har en viden, som de måske ikke selv har opfattet som interessant, men som kan være interessant for os, siger efterforskningsleder Marianne Roed fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Efterforskningslederen fortæller, at det er normalt at gå fra dør til dør i eftersøgningen af forsvundne personer. Det er heller ikke første gang, at politiet stemmer dørklokker i området.

- Nu gør vi et forsøg mere. Det er søndag, så det kan være, der er flere, som er hjemme, siger Marianne Roed, som dog ikke kan oplyse, hvad politiet konkret håber at finde af spor.

Blinde spor på Facebook
Tidligere var der meldinger om, at der havde været aktivitet på Emilie Mengs facebookprofil. Det viste sig ikke at passe. Et vidne havde desuden ment at have set en kvinde ved 05-tiden, hvis signalement kunne passe på pigen.

Den unge kvinde blev set gående i området syd for Kongebroens udmunding i Tårnborgvej til syd for Halskovbroen. Det var dog ikke Emilie Meng.

Politiet har ledt efter den forsvundne pige med dykkere og droner, politihunde og helikoptere, og flere hundredvis af frivillige har hjulpet til.

Chancer svinder
Eftersøgningen har ikke givet noget resultat. Politiet har ikke opgivet håbet, men Marianne Roed fortæller, at det svinder.

- Det er klart, at chancerne for at finde Emilie i live svinder, som tiden går. Det må vi desværre sige, siger efterforskningslederen.


Nyhedsoverblik