Eftersøgning af forsvundne mobiliserer tusinder på nettet

Tidligere var det en politiopgave at lede efter de forsvundne. Nu er flere Facebookgrupper dukket op, som organiserer frivillige eftersøgninger.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I dag mødes en gruppe frivillige på Amager for at lede efter en 45-årig kvindelig dagplejer, der forsvandt den 29. december 2017.

Kvinden levede indtil sidste fredag et helt almindeligt familieliv med mand og tre børn, og hendes forsvinden har mobiliseret Facebookgruppen Forsvundne Personer med 50.000 medlemmer. Gruppen håber, at de med lørdagens eftersøgning kan finde den forsvundne kvinde. Det skriver Kristeligt Dagblad.

quote Hvis nogen søger om hjælp, fordi et barn eller en mor er blevet væk, og vi føler, vi kan hjælpe, så gør vi selvfølgelig det

 Anders Colding-Jørgensen, adfærdspsykolog

Hvert år forsvinder et par hundrede danskere, og langt de fleste dukker op igen efter kort tid.

Hvor det tidligere udelukkende var en politiopgave at lede efter de forsvundne, er der de seneste år dukket flere grupper op, som via Facebook organiserer en frivillig eftersøgning. 

Dykkere ledte efter Emilie Meng i skovsøer i Korsør Lystskov.
Dykkere ledte efter Emilie Meng i skovsøer i Korsør Lystskov. Foto: Frederik Racher

Et par måneder efter den 17-årige gymnasieelev Emilie Mengs forsvinden i Korsør i sommeren 2016, var Forsvundne Personer med til at arrangere den største civile eftersøgning nogensinde med frivillige dykkere, ryttere, droner, fodfolk og hundeejere.

Liget af den unge kvinde blev først fundet i julen 2016 af en tilfældigt forbipasserende, der gik tur ved en sø i Borup på Sjælland.

Drevet af et oprigtigt ønske om at hjælpe andre mennesker

Midt i de tragiske sager om forsvundne mennesker er det positivt, at borgerne udnytter de sociale mediers mulighed for hurtigt at gå i aktion, hvis ellers den frivillige eftersøgning foregår på en forsvarlig måde og ikke skader politiets indsats. Sådan lyder vurderingen fra både en psykolog, en professor i filosofi og politiet. 

Borgerne i Korsør tændte lys og lagde blomster, et år efter Emilie Meng forsvandt. 
Borgerne i Korsør tændte lys og lagde blomster, et år efter Emilie Meng forsvandt.  Foto: Morten Bøgh

Adfærdspsykolog Anders Colding-Jørgensen, der arbejder med psykologi og digitale medier, mener, at den frivillige indsats i eftersøgninger er drevet af et oprigtigt ønske om at hjælpe andre mennesker.

- Hvis nogen søger om hjælp, fordi et barn eller en mor er blevet væk, og vi føler, vi kan hjælpe, så gør vi selvfølgelig det, siger Anders Colding-Jørgensen.

Han påpeger dog også, at der er en risiko for, at menneskers lyst til at hjælpe i den slags situationer kan blive misbrugt, blandt andet fordi der ofte er tale om spontane aktioner. Han henviser til, at frivillige indledte en kaotisk og uværdig menneskejagt på mulige gerningsmænd efter den tragiske terrorhandling ved maratonløbet i Boston i foråret 2013.


Nyhedsoverblik