Efter Emilies forsvinden: Unge går ikke alene ude om aftenen

Der er kommet en stigende uro i Korsør, efter Emilie Mengs forsvinden. Flere børn og unge færdes aldrig alene i byen mere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I Korsør tør mange forældre ikke lade deres børn gå alene ude om aftenen. Sådan har det været siden 17-årige Emilie Meng for nu to måneder siden forsvandt efter en bytur.

I den kirke, hvor Emilie Meng var en del af kirkekoret, er sognepræst Anna Kluge stadig dybt berørt.

- Vi er alle sammen berørte af det her. Selvfølgelig er familiens og de næres sorg helt ubeskrivelig, men vi er alle sammen fulde af sorg og frygt.

Korsør er ikke den samme by

Emelie Mengs forsvinden markerer et før og efter i Korsør. Sognepræst Anna Kluge har selv en dreng på 13 og en pige på 15 år, og deres hverdag er en anden end for to måneder siden.

- Jeg har altid tænkt, at Korsør var sådan en lille by, hvor mine børn kunne cykle rundt selv. Sådan er det ikke mere. Vi kører børnene, og vi henter dem igen, siger hun til TV ØST.

quote Så længe der ikke er vished, så bliver vi ved med at bede for, at hun kommer tilbage

Anna Kluge, sognepræst i Korsør

At de seneste måneders uvished er noget, der har ændret livet for Korsørs børn og unge, er tydelig, når man spørger sig for rundt i byen:

- Jeg tør ikke gå alene om aftenen, og når jeg er i byen, går jeg aldrig alene hjem, fortæller Mikela Wettergreen på 19 år.

- Jeg er mere fokuseret på, at de holder deres aftaler, og jeg tør helst ikke lade dem gå alene om aftenen, når det er blevet mørkt, siger Heidi Hansen, der selv har store teenagebørn.

Håbet lever

I Sankt Povl’s kirke holder de fast i håbet. Selvom de landsdækkende eftersøgninger af Emilie Meng ikke har givet nogle afgørende spor, så bliver de ved med at bede for hende hver søndag, når de holder gudstjeneste.

- Så længe der ikke er vished, så bliver vi ved med at bede for, at hun kommer tilbage, siger sognepræst Anna Kluge.


Nyhedsoverblik