Tørken giver mindre honning

Flere biavlere melder, at årets høst af honning bliver mindre på grund af det varme vejr.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Normalt ville der være stor aktivitet blandt bierne ude i naturen. De ville suse frem og tilbage mellem blomsterne og bistaderne for at producere honning rundt om i regionen.

Men i år har sommerens tørke sat en stopper for biernes pulserende liv. Ifølge DMI’s vejrarkiv faldt der kun 2 millimeter regn i hele juni måned, mens der var 154 solskinstimer. Og vejret bremser biernes aktive liv.

Flere biavlere fortæller nemlig, at der ikke er nok næring for bierne at hente ude i markerne. Planter og blomster tørrer ud, fordi regnen har været minimal de sidste par måneder.

quote Når der ikke er noget at komme efter, så sidder bierne bare inde i kasserne og tærer på det, de har. Det vil sige, at de ikke kommer ud og producerer noget

Bo Egelunn Nielsen, Biavler og næstformand i Slagelse Biavlerforening

Pakker bierne ned til vinter nu

Det kan Bo Egelunn Nielsen fra Bromme nær Sorø bekræfte. Han har mellem 160 til 180 kasser med bifamilier placeret rundt om i Slagelse, Faxe, Vordingborg og Røsnæs nær Kalundborg, samtidig med at han er næstformand i Slagelse Biavlerforening.

Han kan se, at tørken har gjort det svært for bierne at finde næring.

- Når der ikke er noget at komme efter, så sidder bierne bare inde i kasserne og tærer på det, de har. Det vil sige, at de ikke kommer ud og producerer noget. Det vil sige, at der bliver mindre honning til os i den sidste ende, siger Bo Egelunn Nielsen og fortsætter:

- Der ikke nok nektar derude til bierne. Og nektaren er så langt nede i bunden af planterne, så planterne tørrer væk.

Bo Egelunn Nielsen har kontakt med mange forskellige biavlere, som han gerne hjælper. Han fortæller, at mange af dem er begyndt at tage deres forholdsregler efter den sløve sommer.  

quote Blomsterne har simpelthen ikke overskud til at producere nok nektar, så bierne rigtig har noget at hente. Og det er jo nektar, som bierne samler, der bliver til honning til os andre

Torben Larsen, biavler, Klintholm Havn

- Vi har mange biavlere, der er begyndt at pakke bier til vinter. Og jeg har kendskab til en person, som handler med bifor til bier. Vedkommende fortæller, at biavlerne ringer og bestiller for til bierne, så de kan få dem pakket ned. Det er mellem 14 dage og tre uger før, vi normalt plejer at gøre det, siger Bo Egelunn Nielsen.

De pakker deres bier ned, fordi bierne ikke kan finde mere mad og næring. På den måde kan bierne blive fordret med sukkervand, så man kan udnytte den sidste smule honning, der er tilbage.

Planter dør og nektar forsvinder

At planter tørrer ud og nektaren forsvinder er også en konstatering, biavler Torben Larsen fra Klintholm Havn kan nikke genkendende til.

Til daglig arbejder han som instruktør på Skolebigården på Marienborg Gods ved Damsholte på Møn, mens han passer sine egne bier.

Han kan se, at bierne ikke har de optimale forhold til at lave honning.

17240311_1377770572284365_3203791773054290108_o.jpg
Læs også
Massedød rammer bier: Familier uddør på stribe
17240311_1377770572284365_3203791773054290108_o.jpg
Læs også
Massedød rammer bier: Familier uddør på stribe

- Blomsterne har simpelthen ikke overskud til at producere nok nektar, så bierne rigtig har noget at hente. Og det er jo nektar, som bierne samler, der bliver til honning til os andre, siger Torben Larsen.

De to biavlere kan derfor blive enige om, at høsten ikke ser ud til at blive alt for god i år på grund af det varme vejr.  

- Det der med at sige, at det har været et godt år, det vil jeg ikke sige. Det har måske været et middelår, fordi vi fik et godt træk på foråret. Men vi har ikke fået noget på det seneste. Så vi mangler måske nogle kilo honning, når vi alle får det gjort op, siger Bo Egelunn Nielsen.

- Der er mindre honningudbytte i år, end man kunne forvente, efter det har været så godt et vejr, siger Torben Larsen.

Koldt vejr har også betydning for høsten

Biavler Torben Larsen fra Møn mener dog, at der også er andre ting, der kan spille ind på den dårlige produktion af honning.

- De tre snestorme vi havde i marts måned, var meget skadelige for bierne. Især her ved de østvendte kyster, hvor det har blæst rigtig koldt og sneede meget, siger Torben Larsen.

Ifølge Torben Larsen begynder bierne normalt at bestøve erantis og andre tidlige forårsblomster i marts, hvor bifamilierne samtidig begynder at vokse. Men i marts i år stod bierne helt stille, og de fik dermed en sen start.

Biavlerforening genkender problemet

Hos Danmarks Biavlerforening kender man til problemet. Men man mener dog ikke, at høsten bliver så dårlig i år, som de lokale biavlere forudser.

Det fortæller Ole Kilpinen, der er konsulent hos Danmarks Biavlerforening. Han har dog ikke talt med nogle medlemmer om de sidste par måneders varme og knastørre vejr.

- Umiddelbart har den (sæsonen, red.) været okay. For det eneste, der sker, er, at den har været meget sammenpresset. Planterne har blomstret meget inden for en kort periode. Det vil sige, at vi er vant til, at der ikke er så meget føde til bierne. Så vi har haft en kort intensiv sæson, og så kommer der en periode her efterfølgende, hvor der måske ikke er noget at hente for dem, siger Ole Kilpinen.

Dog forudser Ole Kilpinen, at det tørre vejr går hårdt ud over årets høst af lynghonning.

- Lyngen ser ud til at slå helt fejl i år, fordi lyngen står hen over sommeren og skal gerne have en masse vand, hvilket den ikke har fået. Lyngen var til gengæld god sidste år, fordi det var så fugtigt. Men i år kan man nok forvente, at der ikke kommer nogen lynghonning, siger Ole Kilpinen.

landmand2.jpg
Læs også
Støtteprojekt: Møn skal være nyt refugium for bierne
landmand2.jpg
Læs også
Støtteprojekt: Møn skal være nyt refugium for bierne

Nyhedsoverblik