Lockouten stopper i dag

Det ser ud til, at elever og lærere kan begynde at glæde sig til at komme tilbage på skolebænken. Regeringen griber angiveligt ind i dag og stopper lockouten.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Regeringen griber nu ind i lærerkonflikten. Et regeringsindgreb bliver præsenteret efter et ministermøde torsdag eftermiddag. Det erfarer DR Nyheder.

Ifølge DR er planen, at indgrebet skal hastelovbehandles, så lærerne kan komme i skole igen på mandag, hvilket kan betyde, at Folketinget skal indkaldes i bededagsferien for at få indgrebet på plads.

Ministre indkaldt

Arbejdskonflikten, der har lagt skoler øde over hele landet, kører nu på fjerde uge.

Ifølge Politiken har topministrene natten til torsdag drøftet et indgreb, og der er indkaldt til møde blandt ministre torsdag morgen. Socialdemokraternes folketingsgruppe holder desuden møde klokken 9.

I nattetimerne mødtes Koordinationsudvalget, der består af de mest indflydelsesrige ministre, i Statsministeriet. Mødet var fortsat i gang klokken 1.30, skriver avisen.

Mødtes efter vækstpakken

Samtidig med, at regeringen efter 7 ugers forhandlinger onsdag aften indgik et forlig om sin økonomiske vækstpakke, drøftede regeringstoppen konflikten om lærernes arbejdstidsregler.

Ingen af regeringens rådgivere ønskede at udtale sig om det sene møde i Statsministeriet. Mødet gik i gang efter midnat, og efter at forliget om vækstpakken var kommet på plads, skriver Politiken.

Venstre skal med

Et indgreb i konflikten kræver et flertal i Folketinget. Forventningen er, at Venstre skal være med til at bære indgrebet igennem, skriver Politiken.

Finansministeriets og Kommunernes Landsforenings lockout af lærere på det statslige og kommunale område trådte i kraft 1. april.

Omkring 875.000 elever og kursister rammes - heraf er 557.000 elever i folkeskolen. 

Det var med blandede følelser og en vis portion spænding over, hvad indgrebet indeholder, at de 2 hovedpersoner i forhandlingerne modtog beskeden om et indgreb torsdag.

Håber regeringen lytter til eksperter

- Det positive er, at lockouten stopper, men det er grotesk, at man har tilladt, at den stod på i en måned. Vi mener aldrig, at lockouten skulle have været iværksat, men nu har regeringen bremset den. Vi er så spændte på, hvad indgrebet indeholder. Jeg håber, at regeringen har valgt at lytte til nogen af de mange eksperter, der har ytret sig i debatten, siger Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening til Jyllands-Posten.

Kommunernes Landsforenings chefforhandler Michael Ziegler:

- Det er med blandede følelser, jeg får det at vide, og det er naturligvis fordi jeg hele tiden har sagt, at jeg ikke ville have et regeringsindgreb. Men jeg forstår godt, at samfundet mistede tålmodigheden med os og siger, at nu må børnene i skole igen, siger Michael Ziegler til TV 2 News.

/Ritzau/

 

 

 


Nyhedsoverblik