Matchfixing: Wichmann får nedsat karantæne

Tidligere FC Vestsjælland spiller Kristoffer Wichmann må spille fodbold igen. DBU har netop fjernet den karantæne på 6 måneder, som han ellers fik i tillæg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tillægskarantænen på et halvt år for matchfixing er fjernet, så Kristoffer Wichmann kan spille fodbold igen. Fodboldspilleren Kristoffer Wichmann, der senest har spillet i FC Vestsjælland, har haft held med at appellere de yderligere 6 måneders karantæne, han fik for matchfixing.

Appeludvalget i Dansk Boldspil-Union (DBU) har nedsat den samlede karantæne til et halvt år, hvilket betyder, at Wichmann igen kan spille fodbold fra dags dato. Det oplyser DBU i en pressemeddelelse.

Tillægskarantæne for 3 kampe

Wichmann blev i slutningen af juni af DBU's disciplinærudvalg idømt et halvt års tillægskarantæne og en bøde for at spille på yderligere 3 kampe, han selv var udtaget til.

Den tidligere FC Vestsjælland-spiller var på det tidspunkt allerede i gang med en karantæne for matchfixing. Den første karantæne fik han tidligere på året, da DBU idømte ham en karantæne frem 30. juni.

Et førstegangstilfælde

De yderligere 6 måneders karantæne ville holde Wichmann væk fra sporten fra 1. juli til 31. december 2013. Det har altså ændret sig.

- Appeludvalget lægger på den ene side vægt på omfanget og den tidsmæssige udstrækning af det ulovlige spil, men tillige betydelig vægt på, at forholdet samlet skal behandles som et førstegangstilfælde, skriver appeludvalget.

Spillede på flere egne kampe

Tillægskarantænen kom, efter at Wichmann siden den første sag blev afsløret i at have spillet på udfaldet af yderligere 3 kampe, han selv var udtaget til for FC Vestsjælland i maj 2010 samt i maj og juni 2012.

Det drejer sig om FC Vestsjællands kamp mod Skive 6. maj 2012 med 3 væddemål med en samlet indsats på 5100 kroner og mod Hobro 2. juni 2012 med tre væddemål med en samlet indsats på 14.500 kroner.

I begge tilfælde var det med kombinationer på uafgjort.

Indskud på 10.000 kroner

Desuden drejer det sig om kampen mod Frem tilbage til den 24. maj 2010 med ét væddemål med et indskud på omkring 10.000 kroner.

Wichmann var indskiftningsspiller uden at komme på banen i de to førstnævnte kampe i 2012, men han spillede hele kampen mod Frem i 2010.

DBU fik kendskab til den seneste sag 18. januar og dermed mere end 14 dage, inden afgørelsen i den første sag. Mens appeludvalget har sløjfet de yderligere 6 måneders karantæne, så står bøden på 30.000 kroner samt skyldsspørgsmålet fortsat ved magt.

/Ritzau/


Nyhedsoverblik