Yderligere genåbning af samfundet – i dag mødes partierne til forhandling

En lang række partier er enige om, at smittesituationen tillader en sommer med færre restriktioner.

Onsdag aften vil danskerne formentlig blive klogere på, hvilke restriktioner der vil gælde hen over sommerferien.

Klokken 15.30 mødes Folketingets partier til endnu en etape af genåbningsforhandlingerne. Blandt partiernes ønsker til yderligere genåbning er lempelser i brug af mundbind, coronapas og åbningstider for barer, caféer og restauranter.

Meldingen er, at de bliver ved, indtil de når til enighed om, hvilke restriktioner der skal gælde efter fredag 11. juni.

Forhandlingerne kommer i en periode med stødt faldende antal indlagte, i takt med at flere er blevet vaccineret. Også smittetallet har den seneste uge ligget lavere end de foregående uger.

quote Jeg glæder mig helt vildt til, at vi kan smide dem (mundbind, red) ud i skraldespanden og ånde frit over alt

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S)

Med til forhandlingerne sidder alle partierne bortset fra Nye Borgerlige, der valgte at stå uden for den overordnede aftale om genåbning, og Kristendemokraterne, der først sidenhen har fået en repræsentant i Folketinget.

Mundbind kan være på vej væk

Flere danskere kan måske vinke farvel til mundbindet før sommerferien. Sådan lyder det optimistiske budskab fra Sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

- Jeg glæder mig helt vildt til, at vi kan smide dem ud i skraldespanden og ånde frit over alt. Der går nok lidt tid, før vi kan gøre det overalt, men så mange (mundbindsrestriktioner, red.) væk så hurtigt som muligt er helt klart målet, siger han til TV 2.

Før forhandlingerne siger flere partier på tværs af Folketingssalen til TV 2, at de også er klar til at lempe kravene for brug af mundbind.

Der er dog stor forskel på, hvor partierne først ser lempelserne ske. For eksempel vil SF have fjernet kravet på plejehjem, mens Dansk Folkeparti vil prioritere detailhandlen.

Det er regeringens holdning, at krav om mundbind skal væk så hurtigt, det kan lade sig gøre, men det vil være en "utopi" at tro, at det forsvinder helt allerede ved denne genåbningsfase, udtaler sundhedsministeren.

Blå blok vil forlænge åbningstider for barer og restauranter

I dag må restauranter og barer servere indtil klokken 22, og den sidste gæst skal have forladt stedet senest klokken 23. Forhandlingerne går på, hvilke restriktioner der skal gælde efter 11. juni.

Forud for dagens forhandlinger tegner sig et politisk flertal for længere åbningstider på barer, caféer og restauranter.

Det gælder Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti samt regeringens støtteparti Radikale Venstre.

- Det er oplagt at se på, om ikke vi kan udvide åbningstiderne. Præcis hvor meget må vi jo diskutere, men måske et par timer, siger den radikale sundhedsordfører, Stinus Lindgreen, til TV 2.

De konservative mener dog, at restriktionerne på åbningstiden helt bør fjernes.

Politiet forventer, at barer og værtshuse bliver godt fyldte under EM, som begynder fredag., mens Danmark spiller sin første kamp mod Finland lørdag.

Kombinationen af berusede fodboldfans og barer, der lukker tidligt, kan give udfordringer i gaderne, siger Peter Dahl, der er chef for beredskabet i Københavns Politi, til TV 2 Lorry.

SSI: Test og coronapas er afgørende for at bevare kontrollen

Den tredje ting på programmet for dagens forhandlinger er coronapas og brugen af pcr- og lyntest.

I et notat fra Statens Serum Institut, som Ritzau er i besiddelse af, fremgår det, at en høj testaktivitet er afgørende for at holde snor i epidemien, og at coronapasset er medvirkende til, at man ofte bliver testet.

Notatet er afleveret forud for onsdagens forhandlinger i Folketinget om yderligere genåbning, hvor flere partier har ønsket at afskaffe coronapasset.

- Brugen af coronapas vurderes fortsat at have en stor betydning for incitamentet til at blive testet, hvilket er essentielt for at identificere smittekæder, står der i notatet.

- Den omfattende testaktivitet, der blandt andet betyder, at asymptomatiske personer bliver identificeret, kombineret med smitteopsporing er afgørende for at bryde smittekæder og holde smittetrykket nede, skriver SSI i notatet.

- Brugen af passet vurderes også at have en direkte effekt på at mindske risikoen for smitte generelt ved sociale aktiviteter samt risikoen for superspredningsbegivenheder, skriver SSI.

SSI vurderer, at smitten vil begynde at falde fra begyndelsen af sommerferien.

- I modelberegningerne falder antallet af daglige nye smittede kraftigt fra slut juni.

- Fra skoleferiens indtræden falder antallet af nye daglige smittede støt til et lavt niveau med under 100 nye daglige smittetilfælde i august måned.