¨

Verdensmester har erstattet forårsklassikere med vestsjællandske landeveje

Som tusindvis af andre må verdensmesteren i landevejscykling, Mads Pedersen, arbejde hjemmefra. Coronavirus gør, at alle rejser og cykelløb er aflyst.

Mads Pedersen efter at have vundet VM-titlen i landevejscykling. Foto: SWpix - Dansk Cykel Union

Cykelturen foregår i høj sol og ad små landeveje langs rapsmarker, der så småt er ved at blive forvandlet til et knaldgult landskab.

Følelsen af forår er ikke til at tage fejl af.

Cykelrytteren Mads Pedersen cykler på landevejene omkring Holbæk. På cyklen er der malet fem striber i blå, rød, sort, gul og grøn. Striberne matcher det danske forår ganske godt og viser, at han sidste år vandt verdensmesterskabet i landevejscykling.

Men for 24-årige Mads Pedersen var formkurven og træningen lagt efter, at det skulle have været helt anderledes og meget mere barsk. I søndags skulle han have kørt mod de bedste cykelryttere i verden på de berømte brostensstykker i det franske løb Paris-Roubaix. Et løb, der især er kendt for sine mange styrt og punkteringer.

Men sådan blev det ikke. For som alt andet i øjeblikket er cykelverdenen også lagt i dvale på grund af coronavirus. Det betyder, at Mads Pedersen fra Holbæk ikke må rejse ud af landet, og at alle forårets cykelløb er aflyst.

- Det er da selvfølgelig lidt nederen, når det er ens arbejde. Men det tror jeg, at alle synes. Hvis der er et arbejde, som man brænder for, så synes man, at det er lidt nederen, at man ikke kan komme på arbejde. Heldigvis kan jeg stadig cykle udenfor. Det er en kæmpe fordel for os danskere, siger han.

Mads Pedersen har optaget denne video fra en af sine træningsture omkring Holbæk. Artiklen fortsætter under videoen.

00:16 Luk video

Bruger tiden på flytning og træning

For få uger siden købte Mads Pedersen og hans kone et hus i Holbæk. Dermed bor han tæt på sit barndomshjem i Tølløse, hvor han er opvokset.

I Vestsjælland er det altid godt at cykle. Omkring Høve og de andre småbyer i det område, det er et fedt område at træne i

Mads Pedersen, cykelrytter

Den nuværende hverdag har givet ham mere tid til flytning og familie, end han oprindeligt havde i kalenderen.

- Jeg ser min familie lidt mere, nu hvor jeg har tid til det. Jeg er lidt mere sammen med mine brødre og cykler en tur med dem en gang i mellem, siger han og fortsætter:

- Men ellers er det bare det samme med træning og at tømme opvaskemaskinen, der er dagligdagen hos mig.

Mads Pedersen holder stadig formen ved lige, selvom han ikke kan se sine holdkammerater eller deltage i cykelløb. Hver dag cykler han mellem 30 og 200 kilometer på de vestsjællandske landeveje. Selvom Danmark er fladt sammenlignet med de franske alper, så er de vestsjællandske landeveje et godt sted at træne for en professionel cykelrytter.

På Asnæs Indelukke stiger vejen med 5,8 procent, Kårup Strandbakke stiger med 5,6 procent, mens man på Høve Stræde kan finde en stigningsprocent på 4,7 procent. Alt sammen noget, der giver en snert af det, ryttere finder i professionelle løb.

- I Vestsjælland er det altid godt at cykle. Omkring Høve og de andre småbyer i det område, det er et fedt område at træne i.

VM-trøjen, som næsten ingen ser

I september sidste år vandt han verdensmesterskabet i landevejscykling. En titel, der også giver privilegiet, at man den næste sæson kan cykle i en af de mest eftertragtede cykeltrøjer i verden, nemlig den hvide trøje med regnbuefarver.

Jeg kan love dig for, at jeg har den på, hver eneste gang jeg cykler

Mads Pedersen

Drømmen og planen var selvfølgelig at vise trøjen frem til andre ryttere og TV-seere under cykelløb.

- Det er brandærgerligt. Jeg ville da gerne have fået lov til at vise min trøje frem. Det er bare en fed følelse. Det er bare stort at få lov til at køre og vise den trøje frem. Der er ikke så meget at gøre ved det, jeg må bare få nogle andre glæder ved at have den, siger han og fortsætter:

- Der er ikke nogen, der husker, hvor mange cykelløb jeg har kørt i trøjen, folk husker, at jeg har vundet den.

Sådan så det ud, da Mads Pedesen vandt VM i landevejscykling i september sidste år. Artiklen fortsætter under billederne.

  Foto: SWpix - Dansk Cykel Union

  Foto: SWpix - Dansk Cykel Union

Trøjen er dog langt fra lagt til side i skabet. Nu er det i stedet de borgere, der ser Mads Pedersen suse forbi på landevejene omkring Holbæk, der får lov til at se VM-trøjen.

- Jeg kan love dig for, at jeg har den på, hver eneste gang jeg cykler. Folk når ikke at sige så meget, når jeg cykler forbi, men der er mange, der råber tillykke, fedt at se eller andre gode kommentarer.

Drømmen om en forårsdag i Helvede

Mads Pedersens helt store mål for 2020 var det franske cykelløb Paris-Roubaix. Cykelløbet er blandt de største endagsløb i verden og er berømt for sine brostenspavéer, der gør løbet svært, fordi risikoen for styrt og punkteringer er langt større end normalt.

I det hele taget bare at få lov til at køre cykelløb i den trøje, det var virkelig noget, jeg havde glædet mig til. Nu bliver der ikke lige så mange af dem

Mads Pedersen

I 2013 vandt Mads Pedersen juniorudgaven af cykelløbet. I år var drømmen og målet at forsøge at vinde løbet, der også bliver kaldt En forårsdag i Helvede, som senior.

- Jeg vil gerne vinde det løb på et tidspunkt i min karriere. Det var et af mine helt store mål i år. Det var det, hele min formkurve var lagt efter. Så det er selvfølgelig pisseærgerligt, at det ikke bliver kørt alligevel.

TV2 ØST mødte Mads Pedersen i 2013, efter han havde vundet juniorudgaven af Paris-Roubaix. Du kan se eller gense indslaget her:

01:43 Luk video

Forårsdagen i helvedet blev byttet ud med et forår på landevejene omkring Holbæk. Hvor længe, det varer, tør Mads Pedersen ikke spå om. Lige nu er starten af verdens største etapeløb, Tour de France, rykket fra juni til august.

- Vi ved jo faktisk ikke rigtig, hvordan resten af sæsonen ser ud. Touren er jo lige blevet udsat, men det er jo stadig ikke sikkert, at det bliver kørt. Jeg håber bare, at vi kommer til at køre nogle cykelløb, så jeg i det mindste kan vise vores sponsorer frem. For uden dem er der ikke mange cykelhold, der overlever.

Mads Pedersen cykler for det amerikanske hold Trek-Segafredo. Ifølge Mads Pedersen har coronavirussen økonomiske konsekvenser, selvom hans hold stadig kan køre videre.

- For nogle hold har det en stor økonomisk konsekvens, men på vores hold er der ingen konsekvens indtil videre. Men på et tidspunkt, hvis det her fortsætter i lang tid, så er det jo et stort sort hul, de (sponsorer, red.) står og smider penge i, og det er der jo ikke nogen, der er interesseret i. Det er derfor, vi håber på at kunne køre cykelløb igen snart.

I det hele taget håber Mads Pedersen på, at han snart kan få lov til at cykle i sin VM-trøje, så verden uden for Holbæk og omegn kan se den.

- I det hele taget bare at få lov til at køre cykelløb i den trøje, det var virkelig noget, jeg havde glædet mig til. Nu bliver der ikke lige så mange af dem. Jeg håber på, at der kommer en hel del, når efteråret starter, for det bliver et pakket program. Men jeg havde set frem til en almindelig sæson i VM-trøjen, siger han.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App