¨

Undrer sig over Ikea-åbning - hvorfor skal Høngcentret så holde lukket?

Sådan her så det ud, da Ikea slog dørene op igen i Gentofte mandag morgen. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Butiksejer forstår ikke, hvorfor Ikea igen må slå dørene op, når Høngcentret er tvunget til at holde lukket. Det kan blive centrets død, siger han.

Billederne af den lange kø foran Ikeas varehuse gik landet rundt, da de åbnede igen mandag efter flere ugers coronalukning. 

Samtidig har store byggemarkeder og havecentre som Silvan, Bauhaus og Stark på intet tidspunkt været tvunget til at lukke, og mange danskere har benyttet lejligheden til at købe nye planter til haven, mens butikkerne i storcentrene fra den ene dag til den anden mistede hele eller store dele af deres omsætning. 

Jeg kan ikke forstå, at Ikea godt kan få lov at åbne med alle de kunder, der kommer der, og vi små herude på landet, som ikke har fem procent af deres kundestrøm om dagen, skal holde lukket

Mogens Gyldenvang, butiksejer, Høng

Og det undrer Mogens Gyldenvang fra Høng. Han ejer butikken Mega i Høngcentret, der blandt andet sælger dame- og børnetøj, og så er han også medejer af tøjbutikken Trine og af sportsbutikken i centret. Høngcentret har som alle landets andre storcentre fået påbud om at holde lukket i bestræbelserne på at begrænse spredning af coronavirus. 

- Vi er hårdt ramt, fordi man kun må gå i supermarkederne, men ikke besøge detailbutikkerne. Og jeg kan ikke forstå, at Ikea godt kan få lov at åbne med alle de kunder, der kommer der, og vi små herude på landet, som ikke har fem procent af deres kundestrøm om dagen, skal holde lukket, siger han til TV2 ØST. 

- Det virker meget forkert. Det virker meget forkert. 

Om forbuddet:

Der er indført midlertidigt forbud mod, at storcentre, stormagasiner, overdækkede arkader, basarer m.v., hvor et større antal personer færdes indendørs, holder åbent. Forbuddet omfatter ikke dagligvarebutikker og apoteker beliggende i storcentre m.v. og direkte adgangsveje hertil, ligesom det ikke gælder direkte adgange til kollektiv trafik.

 

Et udendøres shoppingcenter må gerne holde åbent. Det falder uden for bestemmelsen, idet der ikke er tale om et "lokale", men individuelle forretninger. Det er at sammenligne med fx en gågade, hvor forretningerne også gerne må holde åbent.

De forretninger i butikscenteret, der holder åbent, skal leve op til betingelserne om gulvareal per person, indretning af lokalerne således at smittefare minimeres, adgang til vand og sæbe eller håndsprit, opsætning af informationsmateriale, medarbejderes brug af handsker og overholdelse af anbefalinger om god hygiejne og hensigtsmæssig adfærd m.v.

 

Kilde: Politiet

Se mere

Er holdt op med at tælle

Mogens Gyldenvang har været selvstændig i Høng i 42 år, og han har haft butik i centret i 30 af dem. Og hver dag, han er tvunget til at holde lukket, betyder et økonomisk tab. 

- Jeg er helt holdt op med at regne på tabet. Det bliver man dårlig af, og jeg kender ikke det endelige resultat endnu. Men mellem én og to millioner kroner ryger det i hvert fald op i på nuværende tidspunkt. Det er mange penge i sådan et lille samfund her, siger han. 

Han overvejer dog ikke selv at lukke på nuværende tidspunkt, men han frygter, at det generelt kan blive centrets død, hvis ikke regeringen og sundhedsmyndighederne snart giver grønt lys til åbning. 

- Jeg er bange for fremadrettet, at forbrugerne har fået et andet indkøbsmønster og nu handler online. Så jeg vil også gerne komme med et opråb for at få alle vores dejlige, trofaste kunder tilbage, når vi må åbne igen. Ellers er der jo den fare, at der på sigt ikke er noget Høngcenter. 

- Essensen er, at der ikke er taget hensyn til forskellen på shoppingcentre. Der er forskel på os og for eksempel Næstved Storcenter, som er ti gange større end vores lille, hyggelige center. Derfor synes jeg godt, at man kunne have lavet en differentiering. Vi har ikke 500 mennesker i vores center på noget tidspunkt, andet end når der er udsalg, siger Mogens Gyldenvang. 

Vi er klar til at åbne, og det har vi været længe, men vi retter os efter, hvad myndighederne siger

Eva Handest, commercial director, Danske Shoppingcentre

Klar til at åbne

Det var den 17. marts, at statsminister Mette Frederiksen (S) annoncerede, at alle storcentre, overdækkede arkader og andre større shoppingsteder skulle lukke den efterfølgende dag klokken 10. Påbuddet indbefatter indkøbscentre, stormagasiner, arkader og basarer samt butikker, der ligger i dem, medmindre de har direkte adgang til butikken fra gaden. 

Supermarkeder og apoteker må fortsat holde åbent i storcentrene. 

Og nu går butiksejerne og medarbejderne i Høngcentret så bare og venter på, hvornår de må åbne igen. Først gjaldt lukningen til den 30. marts, men den er siden forlænget til 10. maj – og derefter er det uvist, om centrene må åbne igen. 

Men én ting er i hvert fald sikkert: De er klar. Både i Høngcentret og hos Danske Shoppingcentre, der ejer 17 centre over hele landet – heriblandt VestsjællandsCentret i Slagelse. 

- Vi er klar til at åbne, og det har vi været længe. Vi retter os efter, hvad myndighederne siger. Vi har sørget for alle mulige foranstaltninger inde i centrene for at efterleve nogle af de ønsker og krav, som sundhedsmyndighederne har, siger commercial director Eva Handest. 

- Vi har nærmest lavet ensretning i centrene og har investeret i permanente spritdispensere, fuldautomatiske vandhaner, begrænsninger på mængden af folk. Vi kan godt håndtere det, for vi har også kundetællere, så vi ved, hvor mange der er inde hos os. Så vi er på alle måder klar og glæder os. 

I VestsjællandsCentret og Danske Shoppingcentres 16 andre centre er de helt klar til åbning. Foto: Danske Shoppingcentre

Kan ramme hele byen

I Høngcentret har de også investeret i spritstandere og andre værnemidler, så de kan åbne igen, når de får lov. Og spørger man Mogens Gyldenvang, så kan det også have store konsekvenser for Høng som by, hvis ikke centeret får lov at blomstre op igen snart.

- Det er et samlingssted. I sådan en by som Høng er det egentlig unormalt at have et center, men vi byggede det i de gode tider. Jeg har været i centeret i 30 år og har kunnet leve af det, men det kan jeg ikke i øjeblikket. 

- Hvis man valgte at lukke centret, så har det også konsekvenser i byen med huspriser og sådan. Det er en attraktiv by at bo i. Vi har en rigtig fin tilflytning. Det skal borgerne også tænke på. De skal støtte centret, og det her er et råb om hjælp. Også til forbrugerne, slutter Mogens Gyldenvang. 

TV2 ØST har forsøgt at få en kommentar fra erhvervsminister Simon Kollerup (S), men han er endnu ikke vendt tilbage. Onsdag lød det fra ministeren i et skriftligt svar til Berlingske, at han godt kan forstå, at nogle virksomheder er frustrerede over, at de endnu ikke må åbne. 

- Der er ikke noget, jeg ønsker mere, end at danskerne og dansk erhvervsliv kan komme tilbage til en normal hverdag. Men det skal ske på en ansvarlig måde, så vi ikke risikerer, at smitten løber løbsk, skriver Simon Kollerup til Berlingske. 

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App