Tyskland skærper indrejserestriktioner for danskere

Fra søndag skærper Tyskland indrejserestriktioner for danskere. Det gælder ikke pendlere og gennemrejsende.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fra søndag er indrejserestriktionerne til Tyskland skærpet for rejsende fra Danmark.

Der gælder dog undtagelser for danskere, der eksempelvis bare kører gennem Tyskland eller skal en tur over grænsen for at handle.

Det fremgår af Udenrigsministeriets hjemmeside.

Danskere, der rejser ind i Tyskland, skal nu kunne fremvise enten en negativ coronatest, et bevis på at man er fuldt vaccineret eller har haft coronavirus.

Samtidig skal man registrere sin indrejse digitalt for at komme ind i landet. Det gøres på hjemmesiden www.einreiseanmeldung.de.

Rejser man med fly, skal dokumentationen indsendes før afrejse.

Rejsende med bil eller færge kan vente op til 48 timer med at registrere en negativ test, under forudsætning af at man selvisolerer sig, indtil registreringen har fundet sted.

Det danske coronapas kan bruges som dokumentation.

Danmark er risikoområde

På hjemmesiden for Robert Koch Instituttet (RKI), der svarer til Statens Serum Institut, fremgår det, at Danmark på grund af den seneste tids stigende smitte igen kategoriseres som et risikoområde.

Det er forklaringen på, at indrejserestriktionerne er skærpet for rejsende fra Danmark.

Der gælder visse undtagelser for indrejserestriktionerne.

Danskere, der er i transit i Tyskland til vands eller lands, er undtaget test- og registreringspligten.

Derudover er danskere, der besøger Tyskland i mindre end 24 timer, undtaget test- og registreringspligten. Det vil eksempelvis sige pendlere.

Læs også
Danskere flyver hjem fra ferie velvidende om, at de er smittede
Læs også
Danskere flyver hjem fra ferie velvidende om, at de er smittede

For tyske turister har de nye indrejserestriktioner også betydning.

Tyskere, der har opholdt sig i Danmark de seneste ti dage inden hjemrejse, skal registrere sig digitalt ved hjemkomsten, oplyser Robert Koch Instituttet.

Tyskere skal også fremvise enten en negativ test, som skal være maksimal 48 timer gammel, hvis det er en lyntest, og 72 timer gammel, hvis det er en PCR-test, et vaccinebevis, eller at man tidligere har været smittet.

Kan man ikke det, skal man gå i selvisolation i op til ti dage.

Mens RKI ændrer Danmarks klassifikation til risikoområde, bliver Spanien og Holland fra på tirsdag ændret til at være højrisikoområde.


Nyhedsoverblik