¨

Sommerpakke sikrer billige færger og et nyt rejsepas

Det var erhvervsminister Simon Kollerup (S) flankeret af repræsentanter fra Folketingets andre aftalepartier, der fremlagde sommerpakken fredag eftermiddag. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Et politisk flertal er enige om fordelingen af 700 millioner, der skal få danskerne ud i sommerlandet.

I skolernes sommerferie vil det blive muligt at købe et rejsepas, der for 299 kroner giver fri rejse i otte dage med kollektiv trafik.

Derudover bliver overfarten på danske færger gratis for cyklister og fodgængere i juli.

Denne sommer er der brug for, at vi i regeringen hjælper både turistbranchen og de mange danskere, der har fået aflyst deres udenlandsrejse

Benny Engelbrecht (S), transportminister

Det skriver Transportministeriet.

Tiltagene er en del af den politiske sommerpakke på omkring 700 millioner kroner, som regeringen og et flertal i Folketinget fredag er nået til enighed om udmøntningen af.

Sommerpakken skal få danskerne til at rejse rundt i hele landet og bruge kultur- og naturoplevelser over sommeren.

Tilskud skal sikre billigt tog over Storebælt

I pakken afsættes 37,5 millioner kroner til i alt 50.000 af de nye rejsepas. Passet vil give fri transport til DSB’s og Arrivas tog, i lokale busser og lokaltog, i metroen i København og letbanen i Aarhus.

Derudover afsættes 25 millioner kroner, som skal sikre en million af DSB’s Orange-billetter til en pris på maksimalt 99 kroner. Det skal give danskerne mulighed for at rejse billigt med tog på tværs af Storebælt.

- Denne sommer er der brug for, at vi i regeringen hjælper både turistbranchen og de mange danskere, der har fået aflyst deres udenlandsrejse, siger transportminister Benny Engelbrecht (S) i en pressemeddelelse.

- Samtidig er det en god anledning til at bakke op om den kollektive transport og få passagererne tilbage. Med rejsepasset forener vi disse hensyn.

Som en del af sommerpakken bliver der også højere sommerhusfradrag og halv pris på en række kulturoplevelser.

Det oplyser erhvervsminister Simon Kollerup (S) på et pressemøde fredag aften.

FAKTA om sommerpakken: 

Et politisk flertal er fredag enige om en sommerpakke, der skal sparke gang i økonomien ved at understøtte turismen.

 

Pakken indeholder en række initiativer for i alt 700 millioner kroner:

 

Billigere offentlig transport:

  • Rejsepas for 299 kroner - som giver otte dages fri rejse med kollektiv trafik. Der udbydes 50.000 rejsepas i perioden fra lørdag den 27. juni til søndag den 9. august.
  • DSB udbyder en million Orange-billetter over Storebælt i skolernes sommerferie til 99 kroner, inklusive pladsbillet.
     

Billigere færger:

  • Gratis indenrigsfærger i juli for gående og cyklister.
  • Tilskud til prisnedsættelse på færger til småøer - samt Fanø, Læsø, Ærø og Samsø - i august og september.
  • Reduktion af billetpriserne på færgefarten Ystad-Rønne i august og september.
     

Billigere oplevelser:

  • Pakken giver halv pris på en række kulturoplevelser.
  • Der afsættes penge, som forenings- og idrætslivet kan søge til at skabe flere aktiviteter.
  • Højskolerne får en bevilling til årets sommeraktiviteter.
     

Støtte til sommerhusudlejere:

  • Midlertidig forhøjelse af bundfradraget ved udlejning af sommerhuse.
     

Sociale tiltag:

  • Gratis tilbud om lokale aktiviteter til ældre over 65 år.
  • Flere dagsture for beboere på plejehjem og socialpsykologiske botilbud.
  • Gratis handicaptransport i sommerferien.
     

Kilder: Erhvervsministeriet og Transportministeriet.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App