¨

Sølvbrudepar købte 100 billetter til at se tusindfryden gro – fiktiv fodboldkamp var stor succes

01:13

Video: Marianne Jensen og hendes mand købte 100 billetter til den fiktive fodboldkamp. Ved banen stod billeder af alle købere af de i alt 2.000 solgte billetter. Video: Peter Jarvad

Undløse Boldklub har solgt over 2.000 billetter til en fiktiv fodboldkamp. Et sølvbrudepar købte 100 til gæster, der ikke kunne komme til fest på grund af corona.

I går skulle Marianne Jensen og hendes mand have haft huset fuld af glade gæster for at markere, at de to for 25 år siden blev gift i Undløse Kirke.

Man hjælper hinanden og står sammen. Og det er både i tykt og tyndt

Marianne Jensen, Østrup

Men så ramte coronakrisen, og det betød, at parret måtte aflyse deres sølvbryllupsfest.

- Vi havde sendt invitationerne ud, men det bliver på en lidt anderledes måde i år. Vi skulle have haft åbent hus og morgenbrød, men det bliver så ikke til noget på grund af corona, siger Marianne Jensen fra Østrup.

Artiklen fortsætter under billederne.

Marianne Jensen var i dagens anledning hoppet i den kjole, hun blev gift i for 25 år siden. Foto: Bue Bukh Petersen - TV2 ØST

  Foto: Bue Bukh Petersen - TV2 ØST

Live fra fodboldkamp uden fodbold

I stedet fandt parret på at markere dagen på anden vis. De to mødte nemlig hinanden gennem fodbolden i Undløse Boldklub, og lørdag var klubben vært for et særligt arrangement: En fiktiv fodboldkamp.

- På nuværende tidspunkt ville vi nok have løbet omme bagved for at varme op for at gøre os klar til at spille mod Asnæs, som vi gerne skulle have vundet over på hjemmebane. Vi plejer at vinde på hjemmebane, og det havde jeg også forventet, vi ville gøre i dag, siger Tommy Søgaard Gotfredsen, der er cheftræner for klubbens serie 2-hold.

- Nu sender vi live fra vores anlæg, hvor der skulle have været kamp. Det er der så selvfølgelig ikke, men derfor skal de ikke snydes for at se, hvordan vores anlæg ser ud, forklarer klubbens formand, Jimmi Vaarskov.

Artiklen fortsætter under billederne.

Stadionuret blev sat i gang... Foto: Bue Bukh Petersen - TV2 ØST

...og så kunne billethaverne følge med på en livesending på Facebook. Foto: Bue Bukh Petersen - TV2 ØST

Købte 100 billetter

Undløse Boldklub solgte 2.000 billetter til den fiktive kamp, der i al sin enkelthed gik ud på, at stadionuret blev sat i gang, og så blev et livebillede af den tomme fodboldbane sendt ud til seerne på Facebook. De kunne så følge med i, hvordan tusindfryden på banen fik lov at gro i fred i to gange 45 minutter.

Og 100 af de solgte billetter havde sølvbrudeparret købt og betalt til de gæster, som på grund af corona ikke kunne komme til åbent hus alligevel.

- Jeg har jo købt det til alle gæsterne. 100 billetter har jeg købt, fordi det var det, vi skulle have været til vores sølvbryllupsfest. Det er det, der kendetegner Undløse og det her samfund, det er, at man hjælper hinanden og står sammen. Og det er både i tykt og tyndt, når der er fest, så kommer vi og fester, og når der skal arbejdes, så kommer vi at arbejder, siger Marianne Jensen.

Pengene fra billetterne – der kostede ti kroner per styk – skal lukke det hul i klubkassen, som er opstået, fordi der i øjeblikket ikke bliver solgt øl, vand og pølser.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App