¨

Socialt udsatte får en uventet gave i en svær tid: - Det var en mega fed besked at få

Normalt mødes de til fodbold og socialt samvær hos Recovery Bulls i Slagelse - et tilbud til socialt udsatte, der samles om idrætten. Men alt det har coronanedlukningen sat på pause. En donation fra Trygfonden har givet mulighed for at mødes online - og det er blevet taget godt imod. Foto: Recovery Bulls/PR

En akutpulje til sociale indsatser fra Trygfonden er blevet mødt med en så enorm interesse, at den har måttet lukkes igen efter blot en uge.

Hverdagen er for langt de fleste blevet vendt på hovedet de seneste uger. Det gælder også medlemmerne af Recovery Bulls i Slagelse.

Foreningen er et fællesskab for socialt udsatte, der samles om idræt og samhørighed, fortæller lokalformand i Slagelse, Peter Raagaard. Men siden myndighederne forbød forsamlingerne i kampen mod coronasmitte har Recovery Bulls-medlemmerne ikke kunnet mødes.

Det var en mega fed besked at få, fordi behovet for fællesskab er kæmpe stort specielt lige nu

Even Ramsland, stifter, Recovery Bulls

- Vi tilbyder et idrætsfællesskab, hvor vi får folk ind og styrker deres livsglæde og giver dem et nyt netværk omkring nye interesser. Vi har 70 medlemmer, som spiller fodbold om fredagen, ligesom vi også har et hold for udsatte kvinder, som mødes og taler sammen. Og i denne måned skulle vi have startet badminton op.

Får penge til online sportscafé

Men uden fællesskabet i de ugentlige idrætsaktiviteter og ikke mindst efterfølgende samtaler og sociale samvær kan det være svært at holde modet oppe.

Artiklen fortsætter under billedet

Recovery Bulls er frivilligt drevet. Formålet er at inkludere socialt udsatte i nye, meningsfyldte fællesskaber, således at ensomhed og eksklusion modvirkes. Foto: Recovery Bulls/PR

Derfor var glæden stor, da Trygfonden for nyligt imødekom en ansøgning på 207.243 kroner til en online sportscafé, fortæller foreningens stifter, Even Ramsland.

- Det var en mega fed besked at få, fordi behovet for fællesskab er kæmpe stort specielt lige nu, hvor vi er lukket ned. At vi fik de her midler har betydet, vi kunne fokusere på at opbygge en ny platform, fortæller han og tilføjer:

At lave ny platform krævede noget ekstra, som vi kan gøre nu, og det gør en kæmpe forskel

Even Ramsland, stifter, Recovery Bulls

- Vores medlemmer har vi svært nok ved at få til at komme til idrætten. Så at lave ny platform krævede noget ekstra, som vi kan gøre nu, og det gør en kæmpe forskel.

Recovery Bulls har eksisteret i fem år - og for halvandet år siden åbnede den første afdeling på Sjælland i Slagelse, og siden er der også åbnet en afdeling i Vordingborg. Foreningen er frivilligt drevet.

Et fællesskab hver for sig

For en uge siden oprettede Trygfonden en pulje på i alt 30 millioner kroner tiltænkt sociale indsatser for udsatte og særligt sårbare grupper under coronakrisen. Det er denne pulje, som Recovery Bulls sammen med foreløbigt 57 andre foreninger og tiltag for udsatte har fået penge fra.

Artiklen fortsætter under billedet

Recovery Bulls har eksisteret i fem år - og for halvandet år siden åbnede den første afdeling på Sjælland i Slagelse, og siden er der også åbnet en afdeling i Vordingborg. Foreningen er frivilligt drevet. Foto: Recovery Bulls/PR

- Vi har folk, som har et langt liv med misbrug eller psykisk sårbarhed bag sig, som nu er i gang med uddannelse fordi de har et fællesskab. Nu sidder de alene og isolerede. Derfor har vi startet online sportscafé, fortæller Peter Raagaard og tilføjer:

- Vi har lige haft åbent i dag, hvor en kommer og holder et oplæg om positiv psykologi. Dernæst åbner vi alle mikrofoner og får talt sammen.

Og konceptet er blevet taget godt imod, fortæller Even Ramsland.

- Mange medlemmer slider lidt i det nu, hvor de er overladt til sig selv, siger han og tilføjer:

- Men vi har fået meget god feedback. Et af medlemmerne ringede og fortalte mig, at han havde fået mod på at skrive en bog, selvom han er ordblind.

Foruden 32 landsdækkende foreninger og organisationer har også en række regionale tilbud til udsatte fået glæde af Trygfondens donationer.

En hård tid

En af dem er borgerne på botilbuddet Åkandehuset ved Højby i Odsherred.

- Det er hårdt. Nogle har svært ved at forstå, hvorfor det skal være sådan, at de ikke må komme hjem til familien, som de plejer, fortæller leder Nina Sandhøj af Åkandehuset, om de konsekvenser som corona-nedlukningen har haft.

Åkandehuset er henvendt til personer med psykiske, sociale og personlige problemstillinger.

Det har været med til at lave om på en hverdag, hvor borgerne synes, der er mange regler og begrænsninger

Nina Sandhøj, daglig leder, Åkandehuset

Mange af borgerne har faste rutiner ud af huset, som spiller en vigtig rolle i deres dagligdag, forklarer Nina Sandhøj. Men mange af borgerne har også fysiske skavanker, som gør, at de bør tage sig ekstra i agt for at undgå smitte med coronavirus, og derfor må de blive i Åkandehuset.

Nye ting trods trangt budget

Derfor vakte det stor glæde, at Trygfonden den anden dag vendte tommelfingeren op til en ansøgning på samlet 16.217 kroner, som Åkandehuset kunne bruge på at sprede glæde.

- Vi spurgte i husene, hvad kunne hjælpe dem i en svær tid. En af borgerne holder meget af at gå på café, men det er ikke muligt for tiden, så ønsket blev et vaffeljern, så de i hvert fald kunne lave vafler derhjemme. Det blev hun meget glad for, fortæller Nina Sandhøj.

For en uge siden oprettede Trygfonden en pulje på i alt 30 millioner kroner tiltænkt sociale indsatser for udsatte og særligt sårbare grupper under coronakrisen. Det er denne pulje, som Åkandehuset har fået penge fra.

Med mange nye udgifter til værnemidler og håndsprit er pengene små til at købe nye spændende ting, som kunne skabe adspredelse i den trivielle hverdag, forklarer Nina Sandhøj.

Fantastisk oplevelse

Andre beboere på bostedet ønskede sig et bålfad med snobrødspinde, og et sted var ønsket et større tv, så alle kan kigge med, når man nu ikke må sidde for tæt sammen.

- Det har været en fantastisk oplevelse. Jeg har allerede fået billeder og takkekort fra borgerne, så vi kan se det har virkelig været positiv oplevelse, siger Nina Sandhøj og tilføjer:

- At få nye ting, vi ikke plejer at have, er spændende. Det har været med til at lave om på en hverdag, hvor borgerne synes, der er mange regler og begrænsninger.

Penge skal gavne hurtigt

Det er kun en uge siden, at Trygfonden oprettede den særlige pulje på 30 millioner kroner. Puljen er allerede lukket igen, for interessen har været stor, fortæller Rie Odsbjerg Werner, direktør for Trygfonden.

- Vi erkendte ret hurtigt, at der var tale om en ekstraordinær situation. Det kan være nogle af de udsatte, hjemløse, misbrugere eller nogen, som får vendt deres liv fuldstændig på hovedet som kronisk syge, der lever med konsekvenserne af at være isoleret, fortæller hun.

Puljen er på den måde tiltænkt at afbøde de vanskelige forhold, ud fra en række kriterier om blandt andet at nå de udsatte med projekter, der kommer dem direkte til gavn, som eksempelvis hos Åkandehuset.

- Det har været vigtigt for os at få pengene ud at arbejde hurtigt og målrettet de mest sårbare. Det er lykkedes, konstaterer direktøren.

211 har ansøgt fra puljen, hvor af der foreløbigt er sket 57 donationer, heraf to i Region Sjælland foruden 32 landsdækkende. Blandt dem Forsorgshjemmet Toften og Recovery Bulls i Slagelse.

Behandlingen af ansøgningerne påløber fortsat.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App