Snart må offentligt ansatte komme på arbejde igen - men ikke på Sjælland og øerne

Med den udvidede genåbningsaftale får offentligt ansatte lov til igen at møde fysisk på arbejde. Bare ikke på Sjælland, hvor smittetrykket er størst.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Onsdag den 27. maj kan landets offentligt ansatte igen møde fysisk op på deres arbejdsplads som følge af den udvidede genåbningsplan, som regeringen og Folketingets øvrige partier blev enige om sent i går aftes.

Der er bare ét men.

Smittetrykket i Region Hovedstaden og Region Sjælland er nemlig så meget højere end i resten af landet, at de to regioner ikke indgår i aftalen.

quote For rigtig mange er det en stor del af ens hverdag at gå på arbejde

Per Bennetsen, direktør, Region Sjælland

Dermed ved de 1.277 ansatte i Region Sjælland, der i øjeblikket arbejder hjemmefra, endnu ikke, hvornår de kan vende fysisk tilbage til deres arbejdsplads. Det samme gælder i øvrigt alle kommunalt - og statsansatte i regionen.

- Jeg tror, vi har det ligesom alle andre, der har været hjemsendt i mere end to måneder: Man vil rigtig gerne tilbage og arbejde sammen med kollegaerne. På den måde havde vi håbet at komme med i den her omgang, siger regionsdirektør Per Bennetsen til TV2 ØST.

- På den anden side set kan vi også godt se, at der er flere smittede, og vi er mere belastede på vores sygehuse end i Vestdanmark. Så på den måde er der en forståelse for, at vi må tage en for holdet.

GRAFIK: Det er i Region Hovedstaden og Region Sjælland, at der er klart flest smittede per 100.000 indbyggere.

Lider et stort afsavn

Når det så er sagt, så håber direktøren snart, regeringen kan løfte sløret for, hvornår regionens hjemmearbejdende ansatte må komme på job igen.

- Vi kunne godt ønske os, at man, når man næste gang forhandler en plan, at vi også kom ind på listen med en dato, så vi ved, om det er 8. juni, efter sommerferien, eller hvornår det bliver. For den afklaring tror jeg rigtig mange af vores medarbejdere godt kunne tænke sig, siger Per Bennetsen.

130912_Roskilde_sygehus_logo.jpg
Læs også
Ni medarbejdere og fire patienter på hospital smittet med coronavirus
130912_Roskilde_sygehus_logo.jpg
Læs også
Ni medarbejdere og fire patienter på hospital smittet med coronavirus

De ansatte lider nemlig et stort socialt afsavn, siger regionsdirektøren.

- For rigtig mange er det en stor del af ens hverdag at gå på arbejde. Det er der, man har et stort socialt samvær, og det har man slet ikke nu. Selvom video kan meget, så kan det trods alt ikke gøre det ud for det fysiske møde.

Virtuel fredagsbar

Samtidig er der nogle arbejdsopgaver, som er en del sværere at løse fra hjemmearbejdspladsen.

- Man har ikke sine kollegaer tæt på eller de ting, man plejer at have. Så det er en belastning for rigtig mange af vores medarbejdere, siger Per Bennetsen.

Særlig vogn
Læs også
Kommuner gør klar til at isolere smittede borgere
Særlig vogn
Læs også
Kommuner gør klar til at isolere smittede borgere

Derfor har der også været fokus på at holde humøret højt.

- Vi prøver at tage godt hånd om dem, og lederne er i daglig dialog med de ansatte. Og så er der nogen, der drikker fredagsøl virtuelt, og der er quizzer og konkurrencer. Men der er ingen tvivl om, at det er et afsavn for alle, der arbejder hjemmefra, siger direktøren.

Noget at lære

Men der vil også være nogle ting fra de seneste måneder, som måske får lov at leve videre efter coronakrisen i en eller anden form.

- Vi skal helt sikkert lære af det her. Der er nogle funktioner, hvor det giver mening at arbejde hjemme en eller to dage om ugen og tage fra der, og hvor man så har resten af tiden på arbejdspladsen, hvor man kan have dialogen med kolleger.

Offentligt ansatte i ikke-kritiske funktioner i Danmark har skullet arbejde hjemmefra, siden statsminister Mette Frederiksen (S) 11. marts annoncerede en omfattende nedlukning af det danske samfund som følge af coronasmittens udbredelse i landet.


Nyhedsoverblik