Izabella Ohm-Hieronymussen kan se tilbage til på et år med store arbejdsmæssige begivenheder. Hun er anæstesisygeplejerske på Slagelse Sygehus og har det seneste år stået forrest i kampen mod coronavirus sammen med sine kollegaer.
- Vi ved stadigvæk ikke, hvor lang tid det bliver ved med at være på den her måde. Et år med corona har sat sine spor, fortæller hun til TV2 ØST.
Hvis muligheden er der, så vil jeg meget gerne hjælpe til igen
Men alligevel valgte sygeplejersken at springe til, da der pludselig var bud efter sundhedspersonale uden for landets grænser. Slovakiet står i øjeblikket midt i en massiv tredjebølge med coronasmitte, og derfor er danske læger og sygeplejersker sendt af sted for at hjælpe – blandt andre Izabella Ohm-Hieronymussen, der netop er kommet hjem efter 14 dage på et slovakisk sygehus.
- Jeg har lært lidt under både første bølge og nummer to og tænkte, at jeg meget gerne ville bidrage til dem, der havde brug for hjælpen, når nu vi selv har lidt ro på afdelingen, siger hun.
- Vi var der for at hjælpe hårdt ramte kollegaer, som har haft den her lange covid-periode over sig. De var trætte og udmattede. Så vi aflastede dem sådan set bare lidt.
Artiklen fortsætter under billedet.
Oplagt at give en hånd med
Arbejdsopgaverne og udstyret i Slovakiet har på mange måder været de sammen som i Danmark.
- Nogle af pumperne, vi bruger til patienter, var lidt anderledes end dem, jeg kender, Men min kollega fra Rigshospitalet kendte dem udmærket godt. Så hver især har vi budt ind med noget, og sammen var vi bedst, siger Izabella Ohm-Hieronymussen.
Sygeplejersken var ikke alene afsted, Med sig havde hun sin kollega Joakim Cordtz, der er overlæge på samme afdeling, og for ham var det helt naturligt at hjælpe til.
- Jeg skulle på arbejde alligevel i de 14 dage, det drejede sig om, så for mit vedkommende var det i virkeligheden sekundært, om jeg gik på arbejde i Slagelse eller i Slovakiet. Så jeg havde muligheden, og jeg synes, det er oplagt at give en hånd med, hvor der er brug for det, siger han.
Artiklen fortsætter under billederne.
Efter 14 dage blev makkerparret afløst af et andet hold, heriblandt to andre kollegaer fra Slagelse Sygehus.
At én afdeling kunne undvære i alt fire medarbejdere uden at gå på kompromis med kvaliteten på deres egen afdeling, kan ifølge oversygeplejerske Lisa Harms kun lade sig gøre ved en fælles indsats.
- Når vi tager nogle medarbejdere ud af selve plejen og behandlingen, så forudsætter det jo også, at der er andre, der vil træde til og hjælpe med de mangler, der vil være, når de tager af sted. Så derfor bliver det en stor fælles opgave og løsning, siger hun.
Ville gøre det igen
Selvom de fjorten dage var hårde for Izabella Ohm-Hieronymussen, er hun ikke i tvivl om, at hun ville gøre det igen.
- Jeg synes, det har været en stor udvikling for mig, både fagligt og personligt. Så hvis muligheden er der, så vil jeg meget gerne hjælpe til igen.
På trods af, at Slovakiet har lidt færre indbyggere end Danmark, så har landet 7.000 flere døde med coronavirus, end det er tilfældet her.