¨

Sidste år satte Storebælt ny rekord - nu er seks ud af ti personbiler forsvundet

Antallet af trafikanter på broen kan sagtens falde yderligere. Foto: Sund & Bælt

Efter rekordåret 2019 er trafikken over Storebælt i den forgangne uge halveret. Påsken ventes at blive historisk stille over broen.

Vejtrafikken på Storebælt satte sidste år ny rekord med 13,3 millioner køretøjer, hvilket er en stigning på 1,8 procent fra året før.

Man skal heller ikke rejse en masse rundt internt i Danmark

Mette Frederiksen (S), statsminister

Fremgangen har allerede været omtalt på TV2 ØST, men nu sætter Sund & Bælt i sin netop offentliggjorte årsrapport tal på de indtægter, som de mange trafikanter generer på turen gennem betalingsanlægget i Halskov.

Ifølge Sund & Bælt indbragte trafikken således 2.916 millioner kroner sidste år, hvilket er en stigning på 1,5 procent.

- Vi kan således både betale et udbytte til staten på cirka 1,4 milliarder kroner og afdrage 0,9 milliarder kroner på gælden i A/S Storebælt, siger Mikkel Hemmingsen, Sund & Bælts administrerende direktør, i en pressemeddelelse.

Gælden afdrages frem mod 2032.

Trafikvæksten på Storebælt er et generelt udtryk for at danskerne rejser mere mellem landsdelene, hvilket Molslinjen senest også kunne rapportere om fremgang i 2019.

De seneste ugers tiltag mod coronasmitte har dog givet drøje hug til trafikken på både Molslinjen, der har skåret drastisk ned i antallet af afgange - men også på Storebælt.

Sammenlignet med uge 12 i 2019 var der i sidste uge et samlet fald på 52 procent i trafikken, svarende til godt 122.000 færre køretøjer, hvor personbilerne alene faldt med 61 procent og bustrafikken er nede med 77 procent.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Omvendt afspejles et ihærdigt forsøg på at holde varer på hylderne i supermarkederne med en lille fremgang på 3 procent i lastvognstrafikken - i alt 26.085 store lastbiler. Sammenlignet med den ugentlige gennemsnitstrafik for hele 2019 er lastvognstrafikken i den forgangne uge oppe med hele 7 procent.

Mere nedgang i vente

Men trafikmængderne kan sagtens falde yderligere. Senest har statsminister Mette Frederiksen (S) opfordret til, at danskerne sætter påskeplanerne på pause:

- Lad være med at rejse i påsken. Man skal selvfølgelig ikke rejse ud af landet i påsken. Men man skal heller ikke rejse en masse rundt internt i Danmark.

Sidste år i påskeugen kørte der 277.412 biler gennem betalingsanlægget – svarende til ni procent mere end den ugentlige gennemsnitstrafik for hele året 2019.

Om hele coronasituationen skriver Sund & Bælt i sin årsrapport:

- Forventningerne til resultatet for 2020 er blevet meget usikker som følge af covid-19 udbruddet, og på nuværende tidspunkt er det ikke muligt at vurdere de økonomiske konsekvenser som følge heraf.

Sund & Bælt, der også omfatter andele i Øresundsbro Konsortiet, opnår trods indtægterne på Storebælt samlet et negativt årsresultat på 48 millioner kroner i 2019, mod et overskud på 1,7 milliarder kroner året før.

 

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App