Ny mutation kan føre til forlængelse af restriktioner

De seneste uger har en ny coronavariant spredt sig i Danmark. Varianten kan kræve yderligere restriktioner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De seneste uger er der i Danmark registreret et stigende antal tilfælde af den nye og mere smitsomme variant af coronavirus, der særligt har spredt sig i Storbritannien.

Hvis spredningen "som forventet" fortsætter, er det usikkert, om de nuværende restriktioner er nok til at holde epidemien under kontrol.

Det skriver Statens Serum Institut (SSI) i en ny risikovurdering.

Der er ellers tale om en omfattende nedlukning i Danmark i øjeblikket.

Restriktionerne i Danmark betyder blandt andet, at restauranter og frisører skal holde lukket, og at skoleelever skal undervises hjemmefra.

De nuværende restriktioner står i øjeblikket til at vare frem til 17. januar.

Ny mutation kan føre til forlængelse af restriktioner

Ifølge Tyra Grove Krause, overlæge og konstitueret faglig direktør hos SSI, kan spredningen af den nye og mere smitsomme virusvariant føre til en stejlere epidemikurve med et højere toppunkt.

quote Det nye virus vil sikkert fortsætte med at sprede sig, og det vil betyde, at vi skal styrke vore smitteforebyggende tiltag

Tyra Grove Krause, overlæge og konstitueret faglig direktør hos SSI

- Det nye virus vil sikkert fortsætte med at sprede sig, og det vil betyde, at vi skal styrke vore smitteforebyggende tiltag eller fastholde dem i længere tid for at holde epidemien under kontrol, siger Tyra Grove Krause i en pressemeddelelse.

Fra 14. november til 26. december er der i Danmark fundet 86 tilfælde af den nye virusvariant. Det svarer til, at den er blevet fundet i 0,8 procent af de omkring 10.000 prøver, der er blevet undersøgt for den nye virustype.

Andelen af påviste tilfælde stiger imidlertid. I den sidste uge af perioden blev den nye virusvariant fundet i 2,3 procent af de undersøgte prøver.


Nyhedsoverblik