¨

Sclerosehospital ramt af corona – tre smittet og flere er selvisolerede 

Brita Løvendahl, direktør for hospitalerne. Foto: Anders Garde - TV ØST

To patienter og en ansat er blevet smittet med coronavirus på Sclerosehospitalet i Haslev. Udbruddet ser dog ud til at være under kontrol. 

- Vi fik heldigvis grebet resolut ind i tide, så det bør være stoppet her.  

Sådan lyder meldingen fra Brita Løvendahl, direktør for de to specialiserede sclerosehospitaler i Danmark. 

Hospitalet valgte først på ugen at lukke. Det skete efter, at en patient udskrevet fredag, blev testet positiv, og ansatte på hospitalet samtidig udviste symptomer.  

- Alle blev testet tirsdag. Her kan vi se, at en ansat er testet positiv og en skal have lavet en ny test. Desuden er to ansatte i selvisolation, fordi de viser tegn på smitte. Derudover har vi kontaktet alle patienter på hospitalet, og her er to patienter blevet smittet i udbruddet, siger Brita Løvendahl.  Dermed kommer det samlede antal smittede op på tre i udbruddet.

Hospitalet arbejder nu på at genåbne som normalt på mandag. 

- Vi tror, at vi har fanget det og inddæmmet det. I forvejen, så kører vi med en meget høj sikkerhed. Men, vi er ved at trimme sikkerheden omkring smitten endnu mere, selvom det i forvejen er stramt.  Det er klart, at ens måde at omgås hinanden på bliver meget kunstig. Og det er meget omstændigt, men det kan vi ikke gøre noget ved, siger hun. 

Alvorlige konsekvenser af sygdommen

Hun understreger, at hospitalet i forvejen er meget forsigtige på grund af sygdommen. 

- Vi er meget påpasselige, fordi vi arbejder med mennesker, der lider af sclerose. Det er i forvejen en sygdom med mange belastninger, og her kan corona virkelig sætte de syge tilbage i deres helbred og oplevelse af sundhed, siger hun. 

Sclerosehospitalet i Haslev. Foto: TV ØST

At hospitalet helt blev lukket skyldes erfaringerne fra det store udbrud på slagteriet i Ringsted tidligere på året.  

- Vi har ikke villet holde os til kun at sende nære kontakter hjem og se tiden an. Så hellere lukke ned og få udbruddet stoppet, siger Brita Løvendahl. 

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App