Ringsted benytter socialt værksted til hjemsendte coronapatienter

Værkstedet Regnbuen er blevet omdannet til et plejeafsnit for de coronapatienter, der bliver udskrevet fra hospitalet og stadig har brug for hjælp.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Normalt er Værkstedet Regnbuen et aktivitetstilbud for udviklingshæmmede borgere i Ringsted Kommune. Nu er det forvandlet til et plejeafsnit for patienter, der sendes hjem fra hospitalerne efter at have været indlagt med coronavirus.

- Vi har tømt Værkstedet Regnbuen for alt, hvad der var af fast inventar, som hørte de sædvanlige brugere til. Og så har vi etableret fuldt udstyrede sengestuer, så vi er klar til at modtage borgere, der sendes hjem fra sygehusene, siger Alice Morsbøl, centerchef for Social- og Sundhedscenteret i Ringsted Kommune, i en pressemeddelelse.

quote Vi er klar til at tage imod de første allerede nu

Henrik Hvidesten (V), borgmester i Ringsted Kommune

Det midlertidige plejeafsnit er tiltænkt de udskrevne borgere, der normalt har brug for hjælp fra Ringsted Kommune, eksempelvis fra hjemmeplejen eller plejecentre.

Når en person har været smittet med coronavirus, skal vedkommende nemlig have været fuldstændig rask i mindst to døgn, før der ikke længere er smitterisiko. Derfor er det ikke alle borgere, der kan sendes direkte hjem til for eksempel et plejehjem, når de er blevet udskrevet fra hospitalet.

Drive in corona
Læs også
Regionerne gør klar til at coronateste 5000 personer dagligt
Drive in corona
Læs også
Regionerne gør klar til at coronateste 5000 personer dagligt

- Vi forventer, at der bliver udskrevet mange borgere fra hospitalet, som ikke kan komme hjem i eget hjem, fordi de har behov for særlig pasning. Vi forventer også, at der vil blive udskrevet nogle fra hospitalet, som skal tilbage på et plejehjem, og så kunne man måske hindre, at smitten kom ind der ved at flytte dem ind på Regnbuen i stedet, siger Henrik Hvidesten (V), borgmester i Ringsted Kommune.

Plads til 70 senge

Ringsted Kommune har endnu ikke modtaget nogen borgere, der er blevet udskrevet efter at have været indlagt på et hospital med coronavirus. Lige nu står der dog 15 sengepladser klar på det midlertidige plejeafsnit, og det kan udvides med op til 70 senge, hvis der bliver behov for det.  

- Vi er klar til at tage imod de første allerede nu, og forventningen er jo, at det topper inden for de næste 14 dage. Det har vi så gjort klar til at kunne tage imod, fortæller Henrik Hvidesten.

Det vil være uddannede sygeplejersker og plejeassistenter fra kommunen, der kommer til at tage imod og sørge for dem, der får en sengeplads på det midlertidige plejeafsnit.  

quote Jeg synes faktisk, at det er rigtig flot klaret, at det her er kommet op at stå på så kort tid

Henrik Hvidesten, borgmester i Ringsted Kommune

- Vi har udvalgt nogle af vores personaler, som er erfarne og ikke har små børn derhjemme. Selv om vi tager alle forholdsregler, så bliver de sundhedsprofessionelle jo udsat for smitterisiko. Bliver noget af personalet smittet, så nytter det ikke noget, at man går hjem og kysser på sin treårige datter, siger Alice Morsbøl.

Der er ifølge Ringsted Kommune også sørget for god forplejning til de sengeliggende, da kokkene fra Café Ingeborg har stået for at udvikle gode og sunde menuer.

ZBC har leveret senge

Det midlertidige plejeafsnit er blevet oprettet på bare tre dage i samarbejde med både offentlige og private virksomheder.

Ringsted Kommune har blandt andet lånt senge fra Zealand Business College (ZBC), og flere private firmaer er kommet med løsninger på eksempelvis renovation og rengøring.

plejehjem_7.jpg
Læs også
Beboere må ikke få besøg - borgmester sender penge til god mad og blomster
plejehjem_7.jpg
Læs også
Beboere må ikke få besøg - borgmester sender penge til god mad og blomster

- Jeg synes, at det er foregået på en fantastisk måde i samarbejde med både de kommunale ansatte og med for eksempel ZBC. Jeg synes faktisk, at det er rigtig flot klaret, at det her er kommet op at stå på så kort tid, siger Henrik Hvidesten.

Selvom der endnu ikke er nogen borgere, der har behov for en sengeplads på det midlertidige afsnit, forventer han, at efterspørgslen snart bliver stor.

Lolland Kommune er også klar med isolerede sengepladser

Det er ikke kun i Ringsted, at man forbereder sig på at modtage hjemsendte patienter fra hospitalerne.

I Lolland Kommune står der indtil videre 10 ekstra sengepladser klar i Horslunde til brug i tilfælde af ekstraordinær hjemsendelse af patienter fra sygehuse, som kommunen formulerer det i en pressemeddelelse.

- Aktuelt arbejdes der på, at der kan etableres yderligere 22 sengepladser, også i Horslunde, så man er forberedt, hvis der skulle blive brug for dem, skriver Lolland Kommune.


Nyhedsoverblik