Retningslinjer kan tvinge lokale spillesteder ud i konkurs

I starten af august kan lokale spillesteder ifølge planen igen slå dørene op. Men med de nuværende retningslinjer bliver det med langt færre gæster.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Forestil dig, at du er til en rockkoncert. Du står i en fyldt sal, hvor du står tæt lige ved siden af de andre fans.

- Hvis der er udsolgt på Stars, står man 430 mennesker på 200 kvadratmeter, siger Simon Sandfeld, leder af spillestedet Stars i Vordingborg.

Normalt er der plads til 430 betalende koncertgæster på det regionale spillested..

quote De nye regler forslår, at der skal være fire kvadratmeters gulvareal per billet, vi sælger

Simon Sandfeld, leder af spillestedet Stars i Vordingborg

Men med det forslag, der lige nu ligger på kulturministerens bord, kommer efterårets koncerter til at foregå sådan her:

- Så kommer du tydeligt til at se, hvor du skal stå. For de nye regler forslår, at der skal være fire kvadratmeters gulvareal per billet, vi sælger. Hvis vi kender hinanden rigtig godt, må vi godt stå i den samme firkant, men ellers skal vi stå i hver sin, siger Simon Sandfeld.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Ifølge retningslinjerne skal der være fire kvadratmeter mellem hver gæst, når spillestederne igen åbner til august.
Ifølge retningslinjerne skal der være fire kvadratmeter mellem hver gæst, når spillestederne igen åbner til august. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Det kan ende med betalingsstandsning eller lukning

I august bliver det efter planen spillestedernes tur til at åbne. Men de nuværende retningslinjer, der blandt andet dikterer fire kvadratmeter per gæst, betyder, at flere steder får svært ved at køre rundt.

Læs også
Første udendørs koncert efter coronalukningen – med plads til 500 mennesker
Læs også
Første udendørs koncert efter coronalukningen – med plads til 500 mennesker

Stars i Vordingborg siger for eksempel, at de går konkurs til efteråret, hvis ikke retningslinjerne bliver lempet.

- Hvis vi kun har 50 gæster, der hver betaler 250 kroner for en billet, så giver det os 10.000 kroner. Så skal vi betale moms, lydmand og så videre, og så er der måske 7.000 tilbage til et band. Selvom det lyder af mange penge, så får man ikke meget 5-mands orkester for 5.000-7.000 kroner. Så vi har svært ved at betale vores orkester, og vi får i sidste ende svært ved at betale vores regninger.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Simon Sandfeld, leder af spillestedet Stars i Vordingborg, er bekymret for, at de nuværende retningslinjer betyder, at spillestedet må dreje nøglen om til efteråret.
Simon Sandfeld, leder af spillestedet Stars i Vordingborg, er bekymret for, at de nuværende retningslinjer betyder, at spillestedet må dreje nøglen om til efteråret. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Spillestedets leder Simon Sandfeld er bange for, at koncerter med få gæster kan få store konsekvenser for Stars.

quote Hvis vi kun skal have 50 gæster inde i løbet af efteråret, vil vi hurtigt løbe tør for penge

Simon Sandfeld, leder af spillestedet Stars i Vordingborg

- Hvis vi kun skal have 50 gæster inde i løbet af efteråret, vil vi hurtigt løbe tør for penge, og det kan i sidste ende betyde, at vi går i betalingsstandsning eller må lukke. Så det er en rigtig svær situation, vi står i lige nu.

Artiklen fortsætter efter grafikken.

Klik på pilen for at blive klogere på retningslinjerne, som spillestederne skal følge, når de åbner op i august.

Grafik: Nick Abildgaard.

Venter i spænding på nye retningslinjer

Slagelse Musikhus venter også i spænding på, om der kommer nye retningslinjer til efteråret.

- Alle har blikket stift rettet mod 1. september i forhold til, hvad der kan ske derefter. Vi har jo allerede en lang række koncerter, der er flyttet fra foråret til efteråret, både her i huset, i det store musikhus og i Slagelse Teater, hvor vi ikke aner, hvad vi skal rive og gøre i med de retningslinjer, der er nu, siger Anette Borg, direktør, Slagelse Musikhus.

Artiklen fortsætter efter billedet.

I foråret rykkede Anette Borg, direktør i Slagelse Musikhus, flere koncerter til efteråret. Men nu spænder de nye retningslinjer ben for de udsolgte koncerter.
I foråret rykkede Anette Borg, direktør i Slagelse Musikhus, flere koncerter til efteråret. Men nu spænder de nye retningslinjer ben for de udsolgte koncerter. Foto: Frederik Hagedorn - TV2 ØST

I foråret rykkede Anette Borg flere koncerter til efteråret. Men nu spænder de nye retningslinjer ben for lige præcis de koncerter.

quote Hvis retningslinjerne fortsætter, vil det betyde, at vi ikke har plads til alle de gæster, som vi har solgt billetter til

Anette Borg, direktør, Slagelse Musikhus

- Hvis retningslinjerne fortsætter, vil det betyde, at vi ikke har plads til alle de gæster, som vi har solgt billetter til, siger Anette Borg til TV2 ØST.

- Hvis vi kan være 250 gæster til en stående koncert, og vi kun må være 10 procent af gæsterne, så vil det være en fuldstændig mærkelig situation.

Brancheorganisation frygter, det vil ramme provinsen

Skal koncerterne aflyses eller afvikles med få gæster - uden hjælpepakker - så kommer det til at kunne mærkes på økonomien.

- Der er ikke nogen steder, der kan holde til, at vi kun har åbent for halvdelen eller en tiendedel af de gæster, som vi rent faktisk har kapacitet til. Det vil være virkelig uholdbart for alle i længden, siger Anette Borg.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Slagelse Musikhus har udsat mange koncerter til efteråret, som nu er total udsolgt. Men hvis afstandskravet om fire kvadratmeter per gæst fortsætter, kan de ikke afholde koncerterne.
Slagelse Musikhus har udsat mange koncerter til efteråret, som nu er total udsolgt. Men hvis afstandskravet om fire kvadratmeter per gæst fortsætter, kan de ikke afholde koncerterne. Foto: Frederik Hagedorn - TV2 ØST

Brancheorganisationen Dansk Live frygter, at genåbning uden hjælpepakker kan gå hårdt udover en lang række spillesteder - særligt i provinsen.

- Spillestederne vil gerne tage ansvar og gøre alt, hvad de kan for at sikre, at det er sikkert og trygt at gå til koncert. Hvis det ikke er muligt at åbne på en sundhedsmæssig forsvarlig måde, mener vi, at der bør laves en eller anden kompensationsordning. Hvis kravene er så høje, som vi har set, så kommer det til at slå dem ihjel, siger sekretariatschef Esben Marcher.

 Kulturordfører indkalder til hasteforhandlinger

Onsdag skal Dansk Live og en række andre organisationer mødes med kulturminister Joy Mogensen (S).

I fredags sagde hun i en mail:

- Vi følger udviklingen nøje, og hvis det i slutningen af sommeren viser sig, at der ud fra en sundhedsfaglig vurdering fortsat er behov for at opretholde restriktioner, som konkret rammer kulturlivet, vil vi selvfølgelig se på, hvordan vi kan hjælpe kulturlivet.

Men så længe vil kulturordfører for SF, Charlotte Broman Mølbæk, ikke vente. Derfor har hun bedt ministeren om at indkalde til haseforhandlinger allerede før sommerferien.

- Jeg har bedt ministeren indkalde til hasteforhandlinger, for jeg synes faktisk, det haster. Jeg mener ikke, det kan vente til august. Ellers risikerer vi at se en lang række lokale spillesteder dreje nøglen om, siger hun til TV2 ØST.

- De står faktisk i en rigtig ulykkelig situation, hvor vi sætter nogle retningslinjer op for dem, som kun kan fungere i teorien og ikke i praksis. De kan kun åbne med 10-20 procent af det, de plejer, og det kan slet ikke få biksen til at løbe rundt. Derfor har jeg forslået, at vi laver en kompensationsordning, hvor vi holder hånden under dem for et stykke tid, så de kan komme i gang.


Nyhedsoverblik