¨

Restauratør om coronanedlukning - den menneskelige omkostning er næsten større end den økonomiske 

Den pludselige opstramning af forsamlingsforbuddet fredag skaber stor usikkerhed for restauratørerne. 

Max Christensen fra Bangs Have i Maribo håber på mere stabile regler for restauranter i fremtiden. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

- Det betyder meget for omsætningen - men det menneskelige er næsten værre. Medarbejdere i hele branchen ved jo ikke, om vi har et job i morgen. 

Sådan siger restauratør Max Christensen fra Bangs Have i Maribo, efter regeringen fredag valgte at stramme op på forsamlingsforbuddet.

Inden for de første timer efter pressemødet, så mistede vi seks arrangementer alene i den kommende uge

Max Christensen, restauratør, Bangs Have

Restriktionerne gør det mere besværligt at afholde private arrangementer som bryllupper, konfirmationer og lignende. 

- De strammere regler ramte os hårdt. Inden for de første timer efter pressemødet, så mistede vi seks arrangementer alene i den kommende uge. Og det rammer os altså hårdt, selvom vi er et stort hus. Et af arrangementerne var et heldagsmøde med 130 kuverter. Det kan vi altså godt mærke, siger han.

Historisk krise 

Bangs Have blev bygget i 1912 og har siden fungeret som restauration, med undtagelse af nogle år i forbindelse med Anden Verdenskrig, hvor bygningerne blev beslaglagt af tyskerne. Nu er det i stedet coronavirus, der gør livet besværligt for virksomheden. 

- Vores virksomhed er i en heldig situation, men vi har måttet udskyde investeringer og vedligehold. Kapitalen er brugt på at holde forretningen i luften. Selvom vi fik lønkompensation, så var den kun på 75 procent, så vi skal selv betale de sidste 25 procent foruden de sociale omkostninger, så selvfølgelig er det hårdt for virksomheden, siger Max Christensen. 

Han ser usikkerheden omkring virksomhedens drift som den største trussel lige nu. 

- Hvis vi fortsætter med de lappeløsninger her, så kan vi ikke leve med det. Jeg synes, at vi skal have støtteordninger, der afspejler, hvor hårdt presset vi er – og som holder så længe, så vi kan planlægge efter det. Den måde, som det sker på i øjeblikket, er ikke holdbar for os, siger han.  

Artiklen fortsætter under billedet.

Max Christensen fra Bangs Have i Maribo.

Hellere stramme regler end pludselige ændringer

For ham er muligheden for at både restaurationerne og gæsterne kan planlægge efter reglerne afgørende. 

- Vi har gæster, som har sparet sammen til bryllupper, guldbryllupper, konfirmationer og alt muligt i flere år.  Og har glædet sig til det. Nogen har ovenikøbet investeret gæsterne. Stabile restriktioner, der giver mulighed for at planlægge, vil betyde meget mere sikkerhed for både os og vores kunder, siger han. 

Forsamlingsforbuddet på 50 personer - samt de nyeste restriktioner - gælder foreløbig til og med søndag den 18. oktober.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App