Region Sjælland har nu flest vaccinerede

De fleste vacciner er givet i Region Sjælland, viser opgørelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

13.311 personer er frem til onsdag morgen registreret som modtagere af den første dosis af en coronavaccine.

Det svarer til 0,23 procent af befolkningen, oplyser Statens Serum Institut.

Opgørelsen skal tages med forbehold for forsinkelse i indtastning af vaccinationerne, bemærker seruminstituttet.

Det reelle antal vaccinerede kan derfor være højere, end det der fremgår af opgørelsen, som er opgjort onsdag morgen klokken 04.30.

Den første sending med 9750 vaccinedoser kom til landet lørdag, hvorefter vaccinationerne blev indledt på landets plejehjem søndag. Mandag ankom yderligere 38.000 doser.

Flest vaccinerede blandt 50-59 år

Forrest i køen til vaccinen står ældre, kronisk syge og sundhedsansatte.

Af opgørelsen kan man se, at der er flest vaccinerede i gruppen 50 til 59 år, hvor 2227 personer indtil videre har fået første prik med vaccinenålen.

Dernæst kommer gruppen 40 til 49 år med 2071 vaccinerede borgere. Blandt aldersgruppen 80 til 89 år er første dosis af vaccinen givet til 2035 borgere.

Første del af vaccinen skal følges op af endnu et prik efter cirka tre uger, før vaccinen har den fulde effekt.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) forventer, at alle plejehjemsbeboere, der måtte ønske det, kan være fuldt vaccineret inden udgangen af januar. Det sagde han på et pressemøde tirsdag aften i Statsministeriet.

Her kan du se, hvordan vaccinationerne fordeler sig regionalt:

Region Sjælland har flest coronavaccinerede