Striden om tilbagekaldelsen af håndsprit af mærket Wish tager nu en overraskende vending.
Virksomheden bag, SEiMEi fra Lolland, har nemlig, i timerne før fristen for at tilbagekalde håndspritten udløb, fået besked på, at påbuddet mod virksomheden er stillet i bero, mens sagen undersøges nærmere.
Det oplyser virksomheden til TV2 ØST.
Selskabet havde ellers af Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion fået frist til onsdag for at tilbagekalde produkterne fra forhandlerne, fordi emballagen kunne forveksles med almindelige drikkevarer.
Grunden til, at Miljøstyrelsen skærpede reglerne, er ifølge miljøminister Lea Wermelin (S) en stor stigning i antallet af henvendelser til Giftlinjen med børn, der har indtaget håndsprit.
- Men vi skal selvfølgelig ikke straffe virksomheder, der har vist samfundssind, og som er trådt til i en meget vær situation. Derfor har jeg bedt Miljøstyrelsen om at tage fat i SEiMEi med det samme for at se, hvordan vi kan hjælpe dem, oplyser ministeren i et skriftligt svar til TV2 ØST.
TV2 ØST besøgte SeiMei i nakskov, da de fik meddelelsen om, at deres håndsprit skal tilabgekaldes. Se eller gense indslaget her:
Direktør: - Sagen er ikke afsluttet
Den lollandske juiceproduktion omlagde produktionen til håndsprit, da der i de tidlige forårsmåneder var et enormt behov i samfundet for håndspritten.
Artiklen fortsætter under billedet.
Selvom produktionen stoppede for mere end to måneder siden, så kunne kravet dog koste virksomheden livet, da der ville være både et stort tab og en lang række udgifter til at håndtere tilbagekaldelsen.
SEiMEis direktør, Allan Feldt, er glad for den nye udvikling, men han mener slet ikke, at sagen er afsluttet.
- Vi er gået i gang med forlænget spilletid, men der er stadig meget, som vi er uenige om. De vil have, vi sætter andre kapsler på flaskerne, men det kan vi ikke på grund af brandfare. Det er livsfarligt at arbejde med, og jeg tror ikke på, vi får lov af beredskabsstyrelsen, siger han og afviser ikke, at flaskerne kunne udstyres med andre etiketter på flaskerne.
Han er uenig i, at flaskerne kan forveksles med almindelig juice.
- Det er klart, at i den perfekte verden, hvor vi havde mere tid, ville vi måske have gjort noget anderledes i forhold til designet af flaskerne. Men vi gik på banen for at hjælpe, siger han.
Han peger på, at håndspritten samtidig repræsenterer en stor værdi for virksomheden.
- Vi har investeret et sekscifret beløb i at producere det her håndsprit. Hvis vi pludselig skal destruere produkterne, skal de tilbagekøbes, vi skal betale fragten, og vi mister hele omsætningen. Det bliver beløb, vi ikke kan skaffe, siger han.
Enorm støtte
Støtten er de seneste dage væltet ind over SEiMEi fra både politikere og borgere, der mener, at Miljøstyrelsen bør se igennem med den aktuelle sag – set i lyset af den kaotiske mangelsituation, som rådede, da spritten blev sat i produktion.
Blandt andet har kunder revet produkterne ned fra hylderne – og apotekere har hjulpet til ved at sætte prisen på produktet ned.
Ole Lystrup Iversen, apoteker på Løveapoteket i Nykøbing Falster, Maribo, Nysted og Sakskøbing fylder onsdag sit lager med håndsprit op igen, fordi der er blevet solgt så meget af SEiMEis sprit de seneste dage.
- Vi sælger 140-150 flasker om dagen, fortæller han.
Han har offentligt støttet det lollandske selskab i et opslag på Facebook, der indtil nu er set af mere end 40.000 mennesker.
Artiklen fortsætter under Facebook-opslaget.
- Dybest set handler det bare om at gøre en forskel for dem, som gjorde en forskel, da lokummet brændte. Man kan jo kalde det civil ulydighed, men det må vi så leve med, siger han.
Artiklen fortsætter under videoen.
Han fortæller, at han følte, han måtte gøre et eller andet, fordi han fandt situationen urimelig.
- Firmaet omlægger deres produktion for at hjælpe et land i krise og bliver bagefter røvrendt. Og der er mange, der er enige, siger han.